| Notater |
- Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.
I slægtsbogen side 55-56 er der 2 siders beskrivelse af Peder Jakobsen. Alle hans børn fik navnet Kjeldberg - med kun et J som mellemnavn.
Om Peder Jakobsen f. 4/6 1855, fortalt af familien.
Peder var meget fremmelig i skolen, men kunne også som dreng finde på drengestreger. Engang da hans far ikke var hjemme, fandt han på med en stok at gå rundt og slå alle ruder itu på den østre hus længe. Han var dygtig nok i skolefag, men selve skriften var ikke særlig god. Han blev udskreven af skolen før tiden, da læreren ikke kunne lære ham mere.
Han gik da hen til en lærer i Ø. Jølby (Galtrup) Niels P. Jespersen, som var en slags Privatlærer eller forløber for Friskolen.
Han var ellers en meget skikkelig Dreng, af unoder kan nærmest siges, at han ville drille lidt, men var ellers godmodig af karakter. Det blev da bestemt, at han skulle læse, og som det var skik, blev det til Præst. Om studietiden foreligger der ikke særlige oplysninger, men det kan anføres, at i et brev, som han som teologisk Stud. skrev til sin mor, og som jeg som dreng har læst, tilsyneladende indigneret berettede om en episode, hvor en Sangerinde (formentlig den verdenskendte Svenske sangerinde Jenny Lind, kaldet den svenske Nattergal det kunne også have været Johanne Heiberg) efter sin optræden blev hyldet af studenterne, der spændte Hestene fra vognen og selv trak hende hjem til Hotellet.
Han blev som teologisk Student forlovet med Charlotte Lauritsen, datter af Kaptajn L. fra København. Hun var med hjemme på besøg på Kjeldbjerggård som nyforlovet, året før fik han sin Embedseksamen. Efter denne var han, som det da ofte var skik, Huslærer. Derefter Kapellan i Bisserup på Sjælland og blev da gift.
Brylluppet blev holdt i København, men en måneds tid efter var det nygifte par på Mors, og der blev da på Kjeldbjerggård holdt et efterbryllup for dem, og hvor slægten var indbudt. En del af Peders Søskende fra Mors var et års tid senere på Sjælland for at besøge de unge. De blev da hentet på Stationen et godt stykke vej fra Kappellanboligen. Transporten foregik på en Høstvogn. P. var ikke godt tilfreds med at manden havde benyttet en sådan vogn, men han havde nok ment, det godt nok til Kappelanens Familie.
Da de skulle spise, morede Morsingboeme sig i det stille over den unge Præstefrue, som under måltidet knap kunne bestille andet end at hente brød. De tynde skiver, som hun skar, svandt hurtigt i de sultne Morsingboer.
Chalotte var dog en dygtig husmoder og sparsommeligt som det kunne være nødvendigt i en Præstegård. Hun var elskværdig, men kunne også være skarp. Chalotte var meget musikalsk og havde fået uddannelse på konservatoriet og dyrkede særlig klaveret. Også som kritiker kom hendes musikalske sans til udøvelse ikke mindst overfor de tre af børnene Ellen Margrete, Asger og Elisabeth, som havde arvet hendes musikalske sans og tog undervisning i musik.
Peder Jakobsens enke overlevede ham i næsten 20 år og døde i marts 1929 i Vordingborg hos sin ældste datter. Vinteren 1929 var meget streng og Storebælt var islagt så hendes kiste måtte henstå næsten 3 uger, så begravelsen på Gamborg kirkegård først foregik d. 23 marts. Sognets beboere har rejst en mindesten på graven.
FRA DARUM SOGN, RIBE HERRED, RIBE AMT
Præster efter Reformationen (Darum sogn) [Side 52]
Præster i Darum efter Reformationen (efter Liber Daticus).
Peder Jakobsen var gårdmandssøn fra Mors, født 1856.
Kom efter sin konfirmation på et kursus i København, hvorfra han blev student. Da han var blevet teologisk kandidat i 1881, havde han nogen lærervirksomhed, indtil han blev kapellan på Sjælland.
Blev i 1886 sognepræst i Hjortlund og Kalvslund, blev snart kendt i egnen som en dygtig præst, der som foredragsholder og kirkelig ordfører tog del i det åndelige liv.
Da embedet i Darum blev ledigt 1891, var han ansøger her tillige med en præst mere. Grunden til, at der kun var 2 ansøgere, må søges i, at embedet var opslået med det forbehold, at den, der kaldedes, skulde finde sig i, at Bramminge Sogn med stationsbyen ville blive skilt fra med "Indtægter af Tiender og offer samt at tillige den til embedet hørende embedskapital på 29.000 Kroner også ville gå fra ti1 et eventuelt nyt oprettet embede i Bramminge". Dette kom ganske overraskende, ikke en sjæl i Darum havde hørt noget derom forinden, men rimeligvis er der sket noget under hånds arbejde fra Bramminge Stationsby. Den anden ansøger var en Pastor Simonsen, om hvem man vidste, at han var skilt fra konen og led af en stærk gerrighedsånd. Der blev sammenkaldt til etmenighedsmøde, hvor præstespørgsmålet blev drøftet, og man skuIle synes, at valget ikke var svært. Ikke desto mindre var der på dette møde en del, endogså indflydelsesrige mænd, der mente, at "vi måske gerne kunne have Simonsen, han skrev sådanne kønne stykker i Ugens Nyheder". Resultatet blev dog, at et andragende om at få Jakobsen blev underskrevet af et flertal, og Lambert Hansen og lærer Nielsen blev valgt til at overbringe dette til kulturminister Goos. Skønt ministeren ikke ville love noget, blev Jakobsen kaldet til Præst i Darum-Bramminge, og den 13. December 1891 indsattes han af stiftsprovst Koch, Ribe.
Peder Jakobsen hørte fuldt ud til den kirkelige grundtvigske retning, og fra hans tid af har Trosbekendelsen lydt søndag efter søndag til enhver gudstjeneste; men Jakobsen havde i sin forkyndelse de samme stærke vækkelsestoner, som de gamle grundtvigianere (f.eks. Svendsen, Birkedal) havde, hvorfor mange åndeligt uforstående slog ham i hartkorn med Indre Mission. Dette var en fejlopfattelse af ham. Han hørte til "Betesda-mændene", som de grundtvigianere kaldtes, der ville fred og samarbejde inden for de kirkelige retninger. Han var en veltalende og dygtig prædikant og en gennemkristelig og god personlighed. At høre ham en juleaften i kirken, når han havde glædens harpe stemt, var en oplevelse af stor åndelig virkning, kort, klar og højtidsstemt. Han var afholdsmand og havde, før han kom til Darum, også været afholdstaler, men dette ophørte han med, da det blev ham for uåndeligt. Han drev selv præstegården, men han var ikke meget praktisk og noget ubeslutsom. Han havde et vanskeligt sind, der kunde svinge lige fra tungsind til den højeste glæde.
Jakobsen havde den anden vinter, han var i Darum, et svært sygeleje, og siden var han en svag mand. Navnlig kunne han ikke tåle kørslen til annexet.
Han søgte derfor det lettere embede i Gamborg på Fyn, hvor han i 1911 fik et apoplektisk tilfælde på prædikestolen og måtte bæres hjem, hvor han udåndede få timer efter.
Fru Charlotte Jakobsen, født Lauritzen, var eneste datter af en skibskaptajn og forkælet opdraget. Hun havde et heftigt sind, hurtig til glæde og hurtig til sorg, hun sang godt og var meget musikalsk, rask i sine bevægelser og tale og kunne let støde folk, men lærte man hende ret at kende, var hun i virkeligheden en god kvinde.
Parret havde i ægteskabet 3 Sønner og 2 Døtre.
|
1855 - 1910 (55 år)
