| Notater |
- Kilde: Jens Christian der er forfatter til slægtsbogen "Søndergaard slægten fra Øster Jølby"
Christen fødtes paa "Bondegaard" i Nees som den yngste af søskendeflokken. Christen Madsen opkaldtes efter den i Slægtsbogen kap.3 omtalte Chr.Madsen, der har været gift med fasteren Ane Søndergaard, og var død 1842.
Barnedaaben prægedes da ogsaa helt af denne faster, idet gudmoderen var Stine Pedersen af "Overgaard", fadderne var
Peder Christian Østergaard til"Overgaard", ungkarl Ole Pedersen af "Overgaard" og gaardmand Anders Peter Larsen [Kibsgaard] af Nees. Sidstnævnte havde i 3 aar tjent som karl paa "Bondegaard", men var med sit giftermaal med enken paa "Kibsgaard", der forøvrigt var barnefødt paa "Bondegaard", bleven gaardmand. Han blev senere Christen Madsens svigerfader.
Peder Chr. Østergaard var fasterens anden mand, og Stine og Ole var hans børn af første ægteskab. Fasteren, Ane, havde i begge sine ægteskaber kun et barn,
en datter; en af dennes døtre var opkaldt efter mormoderen,
og det var en stiltiende overenskomst i de to familier, at Christen Madsen og den unge Ane Søndergaard skulde "have hinanden" og mormoderens gaard "Østergaard", men dette maa de unge ikke have syntes om, thi d.2.11.1870 paa sin 21 aars fødselsdag, viedes Christen Madsen til Johanne Kibsgaard Andersen, der var født i Nees d.21.6.1852.
Christens moder var død aaret før, hans fader og hans ældste broder var død kort forinden, og hans svigermoder døde kort efter brylluppet.
Ved sit giftermaal fik han et lille sted paa "Kibsgaard"s mark til ca 7 skp.hartkorn. Den fik dog først i 1873, da der udstykkedes 6 parceller fra "Kibsgaard", eget matr.nr., nemlig matr.nr.1c (0-7-1-0½).
D.1.5.1871 blev han indkaldt som soldat. Han var ved sessionen taget til dragon og mødte ved 5. dragonregiments 7.eskadron i Randers, hvor han fik nummer 7/1871. Her laa han til d.28.9.1872. Senere var han indkaldt til tjeneste i 1873 og 1875.
Paa ejendommen i Nees boede de til 1893, og her blev de 11 af deres 12 børn fødte. De sled troligt og ihærdigt, men havde ikke heldet med sig. De havde megen sygdom i hjemmet, megen uheld med besætningen, og daarlige tider var det for landmanden, saa skønt Christen Madsen ogsaa gik ud som daglejer for at stive økonomien af, maatte de til sidst give op. De afstod ejendommen, og d.10.5.1893 ankom de til Esbjerg med 5 ukonfirmerede børn. Her gik Christen først paa løst arbejde, kom saa ind paa L.Bøtkers Tømmerhandel,
senere i dennes støbegodsforretning, hvor han fik sit livs gerning at udføre, idet han fulgte med de skiftende indehavere (Bøtker, Sofus Erichsen og Jørgen Jensen & Co.).
Ialt var han 34 aar i denne forretning, hvor han varetog hvervet som lagerforvalter. I de sidste 10 aar var han bestyrer af forretningen og fik ved sit 30 aars jubilæum af firmaet overrakt et guldur. Han trak sig tilbage 4 md. før sin død.
Skønt han kun havde faaet sin tids knappe landsbyskoleundervisning, var han meget kundskabsrig, og var især meget dygtig til at skrive, saaledes at det ikke alene var smukt skrevet, men ogsaa ortografisk rigtigt.
Beboerne i Nees kom derfor tit til ham for at faa deres breve skrevet. Ja, han skrev endog breve for læreren, som heller ikke maa have været noget særligt straalende "lys" efter hvad der fortælles.
Utallige er de historier, Christen Madsen og hans hustru kunde fortælle om de puds, ungdommen spillede denne lærer,
om f.eks. hvorledes den narrede ham op paa "det lille hus"
og saa tog stigen væk, hvorefter han først fik lov at komme ned mod at love, at de skulde faa fri fra skole den dag osv.
Christen Madsens børn matte derfor ikke gaa i Nees skole, hvor han mente, de ikke kunde lære noget, men blev, da dette var muliggjort sendt til Karby skole, selvom de saa maatte gaa de ekstra kilometer der var fra Nees til Karby.
Christen Madsen havde fra sin tidligste ungdom til sine sidste dage en levende interesse for dagens og tidens spørgsmaal i social, politisk og religiøs henseende.
Han sluttede sig nær til den Grundtvigske bevægelse. Han var stedse medlem af sin politiske organisation, og han var ikke bange for at tage sit standpunkt og forfægte det.
Engang i provisorieaarene, da han havde været til folketingsvalg i Nykøbing, bad han en gaardmand fra Nees om at matte køre med hjem, men fik det svar: Lad en venstremand gøre det!
Da denne mand nogen tid efter bad Chr.Madsen om at føre nogle kreaturer til marked og sælge dem for sig, fik han til svar: Lad en højremand gøre det! Først efter at gaardmanden havde gjort afbigt, paatog Chr.Madsen sig hvervet.
Chr.Madsen var en noget tung karakter, og var tilbøjelig til at se alt fra den mørke side, men her var hustruen en udmærket modvægt. Hendes lyse og glade sind fornægtede sig aldrig, hvor megen modgang og hvor mange sorger, der end mødte ægteparret i deres 58 aars ægteskab. Deres sølvbryllup var en trefoldig festdag, nemlig sølvbryllup,
Chr.Madsens fødselsdag, og det yngste barn blev den dag døbt.
Deres guldbryllup fejredes under meget stor opmærksomhed fra nær og fjern.
I Esbjerg boede de forskellige steder, nemlig først i Norgesgade 16, senere i Danmarksgade 15, Exnersgade,
Norgesgade 15, Havnegade 5, Borgergade 10, for til sidst at flytte til Knudsgade 17, hvor Chr.Madsen døde 5.6.1928 og hustruen 30.6.1941.
De ligger begravet paa "Vor Frelsers" kirkegaard, hvor der er rejst et smukt gravmæle over dem. Ved hustruens død skrev "En Ven" i Esbjerg bladene:
"Ved Enkefru Søndergaards død har en elskelig gammel dame afsluttet sin livsbane. Fru Søndergaard var som faa et virkeligt godt menneske med et lyst syn paa tilværelsen.
Selvfølgelig kunde der nu i de allersidste aar komme øjeblikke, hvor hun kunde være forknyt, men det kan ikke undre, naar en saa flittig kvinde matte berøves først en del af hørelsen, dernæst omtrent synet, foruden andre besværligheder, der kan følge med saa høj en alder (hun blev 89 aar). Vi, der var kommen til at lære fru Søndergaard at kende, lærte at sætte pris paa hende, og jo længere man kendte hende, desto mere kom man til at holde af hende.
Fru Søndergaard var i besiddelse af en næstekærlighed, der kom fra hjertet og gik til hjertet. Der kunde nævnes mange eksempler paa, hvordan hun altid var parat til at yde andre hjælp og trøst i en svær tid. Fru Søndergaard var en opofrende moder for sine børn. En kvinde, der kunde have venner, derfor vil hendes minde staa som paa en lysende stjerne langt frem i tiden."
Som allerede nævnt fik ægteparret ialt 12 børn, der findes omtalt i Slægtsbogen kap.27.
|
1849 - 1928 (78 år)
