Poul Kristen Jacobsen

Poul Kristen Jacobsen[1]

Mand 1851 - 1931  (80 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Navn Poul Kristen Jacobsen 
    Født 19 jan. 1851  Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Hjemmedøbt 21. januar 1851. Forældre: Jakob Mikkelsen og Hustru Ane Poulsdatter. Gaardfolk i Gullerup.
    Døbt 17 apr. 1851  Bjergby Kirke, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 27 jan. 1931  Øster Jølby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Begravet 31 jan. 1931  Øster Jølby Frimenighedskirke, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I10  kjeldbjerg
    Sidst ændret 19 mar. 2021 

    Far Jakob Mikkelsen (Jacob Michelsen ),   f. 7 apr. 1816, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 28 jun. 1873, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 57 år) 
    Mor Ane Povlsdatter (2.) Nørgård,   f. 20 jul. 1825, Skjoldborg, Hundborg, Thisted, Denmark Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 13 dec. 1903, Gullerup, Bjergby, Thisted, Denmark Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 78 år) 
    Gift 1850 
    Familie-ID F4  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Kirsten Marie Pedersdatter Ringgaard,   f. 14 jan. 1859, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 9 jun. 1953, Øster Jølby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 94 år) 
    Gift 11 nov. 1879 
    Børn 
    +1. Jakob Povlsen Kjeldbjerg,   f. 13 dec. 1880, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 22 jan. 1963, Linå, Gjern, Skanderborg Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 82 år)  [Fødsel]
    +2. Peder Kjeldbjerg,   f. 22 jul. 1882, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 2 mar. 1959  (Alder 76 år)
    +3. Ane Kjeldbjerg,   f. 10 dec. 1884, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 26 jun. 1964  (Alder 79 år)
     4. Jens Kjeldbjerg,   f. 4 sep. 1887, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 20 jul. 1900, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 12 år)
    +5. Johannes Kjeldbjerg,   f. 21 mar. 1890, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 31 dec. 1977  (Alder 87 år)
    +6. Ingvard Kjeldbjerg,   f. 17 dec. 1892, Kjeldbjerggaard, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 27 maj 1939, Højvang, Århus Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 46 år)
    +7. Anna Bovbjerg Kjeldbjerg,   f. 19 jul. 1896, Kjeldbjerggaard, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 15 jul. 1987  (Alder 90 år)  [Fødsel]
    +8. Aage Kjeldbjerg,   f. 4 jul. 1900, Kjeldbjerggaard, Gullerup, Bjergby, Morsø Nørre, Thisted Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 22 mar. 1980  (Alder 79 år)
    Sidst ændret 4 maj 2017 
    Familie-ID F3  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Poul Jakobsen Kjeldbjerg og familien
    Poul Jakobsen Kjeldbjerg og familien
    Fotoet er nok taget ved Pouls barnedåb i 1916. Fra venstre: Ingvard, Kirsten Marie på sin far Jakobs arm, bagved Jakob ses (gammelfar) Poul Kristen Jakobsen, ukendt dreng, kvinden er Mary gift Johannes Kjeldbjerg, siddende ses Agnes med Povl på skødet, bagved hende Kirsten Marie (gammelmor) med Birthe Kirstine i hånden, længst th. ses Anna Kjeldbjerg

    Poul Kristen Jakobsen

    Poul Kristen Jakobsen og Kirsten Marie Ringgaard med deres syv børn
    i 1897 hvor Aage endnu ikke er født.

    Gravsten

    Poul Kristen Jakobsen og Kirsten Maries gravsten på Morsø Frimenigheds Kirkegård

  • Notater 
    • Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

      Poul Kristen Jakobsen blev kun kaldt og underskrev sig i reglen kun med Poul Jakobsen. Som den der efter faderens død stod som lederen af Kjeldbjerggårds drift og sammen med sin mor havde mere eller mindre ansvar for sine yngre søskendes ve og vel tillige med, at han senere ved sit giftemål overtog fædrene hjem, blev vel den af søskendeflokken, som havde mest at gøre med samtlige søskende. Ydermere styrkedes forholdet ved, at han og hans kone altid var værter, når de forskellige søskende besøgte deres mor og hjemmet, selv om de udenbys boende ved besøg fordeltes til de øvrige søskende, som kærkomne gæster, man så at sige kappedes om at modtage.
      Ved guldbrylluppet i 1929 var der i Morsø Folkeblad en længere omtale af Poul og Kirsten Maries liv og virke, ligesom samme blad ved Kirsten Maries 90 års dag havde et flerspaltet interview “Gammelmor” bliver 90 i kredsen af over 100 efterkommere og fortæller minder fra et langt og rigt liv.
      Poul måtte som nævnt være mand i gården fra han var 22 år da hans far døde. Han havde først været på Galten højskole og på Tune landbrugsskole hos “ gamle Svendsen” og det var sikker med til at sætte sit præg på hans virke som landmand. Ikke sådan at forstå, at han var nogen større teoretiker - tværtimod.
      På landbrugsskolen fik han da også i stedet for at fordybe sig i kemien og andre teoretiske fag, lov til at deltage i fodringen af skolens køer og således i praksis at få indblik i Svendsens fodrings-teorier.
      Også smørproduktionen fik han indblik i. og denne indsigt søgte han at nyttiggøre i driften af Kjeldbjerggård.
      Han havde i det hele taget lyst til nyt, der kom frem, for at prøve om det kunne hjælpe på produktionen og lette arbejdet, så der kunne opnås bedre rentabilitet for landbruget og husdyrbruget. På Kjeldbjerggård gik han således i gang med at oprette og drive et såkaldt “vandmejeri” og opkøbte mælken hos mindre landbrugere og nogle gårdejere, som gerne var fri for selv at fremstille smør til salg. Til hjælp ved arbejdet havde han en mejerske, ligesom eget hold af malkekøer forhøjedes til 20-24, hvilket var omkring det tredobbelte af det antal der holdtes på gårde af lignende størrelse.
      Til afkøling i mejeriet var rindende vand selvfølgelig en stor fordel, og det blev fremskaffet ved fra bakken, som fandtes sydøst for gården og hvor der nær toppen fandtes et kildevæld, at lede vandet i rørledning til gården, som dermed fik rindende vand både ude og inde.
      Mejerilokale indrettedes i gårdens østre ende, hvor der gravedes en kælder på godt en meters dybde og der op muredes 4-5 bassiner, hvorfra vandet kunne løbe fra det ene til det andet, som det ønskedes. Som drivkraft for kærnen anvendtes først håndkraft, men da produktionen steg, benyttedes en såkaldt hestegang.
      I løbet af de følgende år (slutningen af 1870’erne) blev flere af omegnens gårdejere, for øvrigt alle i slægtskabsforbindelse, enige om at søge bort fra smørproduktionen i hjemmet og sammen med 8 andre mænd fra Gullerup, Flade og Fåretoft, enige om at oprette et Dampmejeri hvor man brugte damp til kraft og varme. Et sådant mejeribrug drevet på grundlag af et privat interessentselskab kaldte man for et fællesmejeri. Det omtalte blev som en trefløjet ejendom bygget på det nordøstlige hjørne af Fåretoft imod Gullerup. Hovedfløjen indeholdt foruden mejerilokaler også i den sydlige ende mejeribestyrerens bolig. Den nordlige fløj var indrettet til osteopbevaring og is opbevaring.
      Man kendte endnu ikke frysemaskinerne, hvorfor man brugte is der selvsagt til smørproduktionen var en bedre afkølingskilde end det rindende vand.
      I frostperioderne hentede man da is fra omegnens damme og mergelgrave og bragte det til ishuset, hvor væggene var beklædt med alentykke isolationer, der også bestod af stedlig gratis materiale som for eksempel tørvesmuld, avner eller halm.
      De øvrige bygninger gav foruden plads til hestestald også plads til biproduktion, som stifterne havde regnet ud skulle være en kilde til at give rentabilitet i driften. Det drejede sig om svinehold i forbindelse med mejeridriften. Det var jo sådan, at mejeriet opkøbte mælken og ejerne fik i almindelighed ikke skummetmælken tilbage. Af denne fremstillede man så ost, ja det var virkeligt sådant at man til det meste af osteproduktionen kun anvendte skummetmælk. Måske et lille kvantum 20% ost og ikke som nu, hvor det nærmest er umuligt at købe ost af denne kvalitet.
      Affaldet fra ostefabrikationen er som bekendt vallen, og denne var der ingen der ville købe. Da man blev klar over at der dog var nogen næring tilbage deri, ville man bruge dette spildfoder til svineføde. Som svinerøgter antog man naboen til mejeriet, husmand Kristen Møller fra Gullerup.
      Der skal bemærkes om denne mand, at han havde skaffet sig særlig god uddannelse, idet han havde været på højskole og var i særdeleshed dygtigere til at skrive og særlig regne, end det var almindeligt. Det får betydning i den følgende beretning. Af hensyn til bogens omfang, skal blot anføres, at Kr. Møller var forhenværende uddeler i brugsforeningen og senere regnskabsfører i den også stiftede foderstofforretning.
      Den tilsyneladende gode ide med svinehold blev en fiasko. For det første blev svinepriserne elendige, og det vil sige et fald på 4 - 5 kr. pr. gris, der i øvrigt kun kostede 22 - 24 kr. som slagtefærdige. Endelig var den megen valle ikke særlig heldigt foder og grisene vantrivedes og fik
      også stivsyge, som man på dette tidspunkt ikke kendte årsagen til, og man kendte ingen midler til at behandle den med. Det blev altså ikke nogen god forretning at drive fællesmejeriet.
      Imidlertid var andelstanken dukket frem og søgtes også draget ind i landbrugsproduktionen. Både Poul Jakobsen og de øvrige deltagere var interesseret i denne bevægelse og de anvendte den da i praksis således at de fik skaffet interesse for et andelsmejeri og fik startet “Fåretoft andelsmejeri” og dette andelsselskab overtog mejeriet, som efterhånden fik mælk fra Vildsund til Dråby Vig.
      I 1913 blev “Fåretoft andelsmejeri” nedlagt og delt i to mejerier, Flade og Solbjerg andelsmejerier. Forfatteren (dyrlæge Johannes Kjeldbjerg) kom også til at få personlig kendskab til dette mejeri, som elev i sommeren 1914.
      Poul Jakobsen gik ivrigt op i den jyske kvæg og hesteavl og fremstillede dyr på dyrskuer både på lokalskuet i Nykøbing og de jyske ungskuer. Poul Jakobsen holdt også selv af at komme til disse skuer og andre møder, og ved forskellige lejligheder holdt han gerne en lille tale, der gerne indledtes med en vittighed eller iørefaldende vending. I øvrigt var talen nok noget springende i sammensætningen, men påhørtes gerne fordi den som nævnt krydredes med de nævnte muntre vendinger eller en lille “ historie” og han talte ikke for længe. I disse festlige lag ville han også gerne have et par glas, og det hændte også et over stregen efter meningen i den åndelige grundtvigske bevægelse fandt passende. Ja også hvad Kirsten Marie af den noget mere på værdighed holdende Ringgårdske slægt syntes passende. Poul var i øvrigt selv interesseret i de åndelige spørgsmål og ikke mindst friskolesagen, da han som barn havde følt selv, hvorledes det var med en sløj skolegang og lærer, der troede på at visdommen skulle bankes ind i børnene, og det gik dog ikke mest ud over hans rygstykker, da Kjeldbjerggård var den gård i Gullerup, som havde flest tønder hartkorn. Det rent boglige og skriftlige var dog ikke Pouls stærke side. Men undervisningsmetoden var heller ikke udviklende, thi ubegavet var han ikke. Han holdt meget af sang, men var ikke selv nogen heldig udøver af sangkunsten, en evnemangel som i øvrigt findes hos flere grene af familien i de følgende generationer.
      Efter at have overtaget slægtsgården i 1879 giftede han sig med Kirsten Marie Ringgård, som var datter af Peder Ringgård, som ejede nabogården, og hans kone Ane Kristensen Bovbjerg fra Fåretoft. Bemærk at dette indgifte mellem slægten Bovbjerg og slægten fra Kjeldbjerggård i dag er fortsat i 4 generationer. De to brødre Mikkel og Poul var altså blevet gift med to søstre af Ringgårdslægten og de opstående søskendebørn kan således arvelighedsmæssigt siges at være ¾ dobbelt blodsbeslægtede. Poul og Mikkel var jo halvbrødre.
      Overtagelsen af gården skete under datidens højkonjunkturer i tilslutning til treårskrigen og krigen i 1864, men i det hele taget var der sket en stærk stigning i priserne på landbrugsejendomme siden statsbankerottens dage. Den første stigning viste sig for Kjeldbjerggårds vedkommende i 1824, og det var da den ved ejerskifte blev sat til en pris af 1200 rigsdaler og den havde på dette tidspunkt et tilliggende på 9 tdr. hk. Hvorimod den efter at være delt kun havde 61/2 td. l. i 1879. Men allerede ved skiftet før Jakob Mikkelsens andet ægteskab 1849 blev værdien forhøjet til 12.000 rigsdaler.
      Da Poul i 1879 efter i 8 år at have været bestyrer af gården for sin mor overtog gården var det for en pris af 45.000 kr. og det var efter, at der var afgivet jord til 2 ½ td. hk. Da han i 1905 afstod gården til sin søn Peder Kjeldbjerg var prisen gået ned til 41.000 kr. til trods for at besætningen var næsten tredoblet og foldudbyttet gennem dræning m.m. kunne anslås til det dobbelte, i dag 1960 anslås prisen til at være omkring det seksdobbelte (246.000 kr.)
      Med landbrugskrisen i 1880’erne blev det derfor kun muligt ved flid, sparsommelighed - ja, nøjsomhed, sammen med omlægning af driften, at klare udgifterne og beholde udkommet. Som det allerede fremgår af det anførte, gik Poul stærkt ind i det arbejde som med beundringsværdig energi gennemførtes for at omlægge det danske landbrug efter tidens og nødvendighedens krav. Da forfatteren i 1930’erne agiterede for udryddelsen af kvægtuberkulosen og blev mødt med den indvending at det var trange tider, henviser jeg til, at det var anderledes trange tider i 1880’erne og 90erne, men til trods herfor rejste landmændene en skov af mejeriskorstene landet over og der byggedes slagterier, så grisenes skrig på slagtedagen kunne høres fra Skagen til Gedser. Når sådanne forhold også bliver omtalt i en slægtsbog er det for at den yngre og eventuelt kommende generationer bedre kan sætte sig ind i det miljø, hvori deres forfædre har levet og kæmpet, ikke blot for det daglige brød, men også medvirket til at bygge landet op til gode for de kommende slægter. Af den pris som Kjeldbjerggård satte til ved overtagelsen, skulle arven udredes til de 7 levende søskende og aftægten til hans mor ligesom alle de yngre søskende skulle forsørges indtil de blev voksne og eventuelt gifte.
      Som medgift skulle der foruden pengearven præsenteres udstyr til søstrene. Det var sengetøj, dækketøj og gangtøj.
      Man må her betænke, at formuen var den pris gården var sat til og der medfulgte ikke en pengekiste med penge eller bankbog, hvor beløbene kunne hæves. Det var næsten forhold som nu i årene omkring 1960. Gården repræsenterer en værdi, endda en opskruet for ejerne, men hvis den ikke overtages af fremmed kapital, men af børn der ingen likvide midler råder over.
      Det var derfor forståeligt, at det ikke var noget helt let hverv Kirsten Marie Ringgård gik ind til som kone på Kjeldbjerggård d. 11.11 1879. Det var ikke så meget det intensiverede landbrug med mejeri hvilket mejersken forestod, som det var pligten til at få sørget for det forskriftsmæssige udstyr til de yngre og jævnaldrende svigerinder, så det ikke skulle udsættes for kritik.
      Der måtte derfor hele tiden holdes en ekstra pige, som var dygtig til at væve, men linnedet skulle jo også sømmes og sys, men hermed kunne de hjemmeværende piger dog hjælpe. Hver skulle have 2 sæt sengetøj, dog fordredes kun det ene sæt fyldt med fjer. Desuden til hver 12 sæt linned og et par duge. Endelig var det pligtig at holde pigernes bryllup standsmæssig, som det hed i skødet, og hvis brylluppet ikke holdtes, skulle der udbetales 100 kr. i kontanter. Til sammenligning med nutiden skal anføres, at det var mere end et års løn til en pige og mere end prisen for en god ko.
      Men i øvrigt var der meget for en husmoder at foretage sig i disse tider med den daglige husholdning, hvor man selv bagte både rug- og sigtebrød (fint brød). Endelig skulle der brygges øl og slagtes svin og får (lam). I de første år skulle der slagtes 5-6 stk. af de sidste, og konen skulle selv kunne slagte dem. Mor fortæller at hun skulle lære det hjemme at være slagter.
      Fårene slagtedes på den måde, at man øverst på undersiden af halsen stak en spids slagtekniv (såkaldt stikkniv) med knivryggen vendt mod halshvirvlerne tværs gennem halsen og skar så halsens bløddele helt igennem, hvorved pulsårerne blev overskåret, hvorefter dyret hurtigt døde, vel at bemærke, når kniven var skarp og hånden sikker. Jeg husker endnu en sådan fareslagtning fra jeg var 4-5 år og har endnu ikke glemt hvorledes mors udtryk var et helt andet, når hun med kniven i hånden og det sammenbidte udtryk i ansigtet og med stive skridt gik hen mod ofret der lå med sammenbundne ben på det omvendte kar. Det var tydeligt hende en modbydelig pligt. Hun har i øvrigt fortalt, at hun værgede sig ved at lære det hjemme, men så blev hun truet med, at før hun vist hun kunne det, blev der ikke holdt bryllup for hende.
      I foråret 1905 overdroges gården til sønnen Peder Kjeldbjerg, som skulle giftes med Kirstine Bovbjerg, som var en datter af Lars Larsen Bovbjerg, Fårtoft. Nogle år i forvejen havde Poul Jakobsen købt et husmandssted, hvis ejer var Mikkel Jensen, som lå lige nord for gården og var det eneste jordstykke mellem midterste del af Kjeldbjerggård og fjorden.
      Der var kun et tilliggende på 3-4 td. land og Poul Jakobsen lagde så et lignende stykke jord fra Kjeldbjerggård til, så det var muligt at få opfyldt den drøm han havde, om på sine gamle dage at komme til at sidde i ro og mag på sådan et lille ’’sted” med 4 køer og en hest. Men det viste sig hurtigt, at når drømmen blev til virkelighed var det noget helt andet. Han havde nu ikke anlæg for husmandsdrift, og det viste sig også i løbet af det første år, at det var for tidligt at tage dette skridt, tilmed da der endnu var tre ukonfirmerede børn. Året efter købte han så sammen med den ældste søn, Jakob, som i øvrigt var forpagter af hans farbror Peder Jacobsens præstegård i Gamborg på Fyn, gården Damgård i Ø. Hvidbjerg.
      Kjeldbjerggård fik en del af det tillagte jord tilbage, men ellers bibeholdtes den lille ejendom, som benævntes Lille Kjeldbjerg, foreløbig. Det var den gang trods en afstand på 4 mil en gennemgribende forandring at flytte fra slægt og venner og barndomsegn, særlig gjaldt det Kirsten Marie, som var meget steds- og slægtsbetonet. Yderligere svært var det for dem, som var udpræget grundtvigianere og friskolefolk. Det, at skulle sende deres børn, de yngste, i kommuneskolen eller statsskolen, som man kaldte den, var noget af en selvovervindelse, selv om det viste sig, at læreren i Ø. Hvidbjerg (Fredskild) var en overordentlig flink og frisindet mand.
      ”Udflyttertiden” varede dog også kun to år idet det lykkedes at få ordnet et salg af Damgård og derefter en byttehandel med Lille Kjeldbjerg med den 100 tdr. land store ” Frederiksminde” i Tøving. Ejeren af ’’Frederiksminde”, som han byttede med hed Thomas Østergård og ved at læse det nye tillæg om Skjoldborgslægten kan det have interesse, at han var fra Østergård i Silstrup, hvorfra en datter var gift med Poul Jensen Skadholm i Skjoldborg. Frederiksminde, der med sin beliggenhed næsten midt mellem Gullerup og Frimenighedskirken i Ø. Jølby snart blev en kær bolig. Tillige var der også her en meget stor have med tilsluttet ’”plantage”, på over et par td. land i alt.
      Ejendomsfællesskabet med sønnen Jakob opløstes, og denne købte en lille gård i Bjergby. I de følgende år havde Jakob et par større gårde som Vilhelmborg ved Thisted og Østergård i Fjallerslev, hvilket særlig med den første verdenskrig gav en stor formuestigning, i hvert fald på papiret. Han var under krigens begyndelse bleven ejer af Møllehave i S. Dråby - til dels Sejerslev. Han tænkte nu på at sælge denne gård til de store priser, hvilket ville medføre at han kunne betale Frederiksminde til bunden om nødvendigt, og handelen med denne blev gennemført i 1922, men det blev ikke til alvor med salget af Møllehave, før efterkrigstidens økonomiske krak samme år som en flodbølge gik hen over landet. Bankerne krakkede og udlån skulle inddrives. Ejendomsprisen faldt katastrofalt hurtigt og da det var håbet at krisen kun var midlertidig, fandtes det at være det mindste tab at videresælge Frederiksminde. At det også måtte anses for tre gange så risikabelt at beholde den tre gange så store Møllehave blev måske ikke betænkt i samme grad, som det øjeblikkelige større tab ved salg af den så meget større gård. Dertil kom at det i hvert fald var lettere i den akutte krise at finde pengestærke købere til en gård som Frederiksminde. Poul og hans kone købte en byggegrund fra dyrlægeboligen i Ø. Jølby, og blev derved ikke blot nabo til deres søn Johannes, men også til deres nabo gennem årene på Frederiksminde, nemlig Poul Riis og kone. Ø. Jølby var i det hele taget en by for gamle, særlig dem der var tilsluttet frimenigheden, og som på deres gamle dage gerne ville bo nær kirken. Få år efter flyttede for øvrigt også søstrene plus mænd Stine og Kr. Lynggård samt Else og Peder Toft til byen. I nogle år holdt Poul griseso for dog at have rigtige husdyr, for selv om de også havde nogle høns var det ikke noget af interesse, men han sørgede for, at de fik en ”vis pasning”, for sulte måtte i hvert fald ikke noget dyr. På sine gamle dage fik Poul lært at læse romaner, og de måtte gerne være tykke, men ikke af de psykologiske, men af dem med handling, da jeg (Johannes Kjeldbjerg) lånte ham Greven af Monte Christo var han næsten ikke til at drive hjemme fra før slutningen var nået. Aviserne studerede han og politik var han ivrig deltager i. Han var efter sin eskapade med Agrarbevægelsen (halvfemsernes L.S.) på ny ivrig venstremand og særlig havde han altid været beundrer af I.C. Christensen, som denne var i sin begyndelse som politiker. Han var altså at finde på den venstre fløj af partiet, men Madsen Mygdals førerskab i 1920’eme var han imod, han kaldte det godsejerpolitik han førte. Foruden Morsø Folkeblad læste han også det Radikale venstre Morsø Venstreblad, der udgik fra Skive og redaktør Carl Hansens artikler var han særlig glad ved at læse. Ved de sidste par folketingsvalg han oplevede, stemte han vist på det Radikale venstre. I 1929 nåede Poul og Kirsten Marie at holde guldbryllup og som bevis på at far havde et blødt og barnligt gemyt fortæller mor, at hun greb ham i at ’’snyde”. Guldbryllupsmiddagen var arrangeret på loftet i deres hus hvor der i anledningen var tjældet med sækkelærred og pyntet på anden vis. De havde ellers aftalt, at de ikke måtte se ’’festsalen” før til festen, men om aftenen før ved sengetid, var far gået ud på toilettet og mor var da også gået ud i køkkenet og kikkede ud i bryggerset hvor loftstrappen fandtes. Da stod far oppe på trappen, han havde lige villet ’’kigge”.
      Året efter fik han et anfald af bronkitis og lå syg nogle uger, men klarede det igennem, skønt noget svagere efter den omgang. Men humøret beholdt han og sin træpibe til lang (grov) tobak kunne han atter glæde sig over. Et par dage før sin 80 års fødselsdag d. 19 januar 1931 var han i færd med som sædvanlig efter middagsmaden at stoppe piben og havde fået tændstikken fat, men da faldt piben ud af hans hånd, han ville bukke sig og samle den op med den samme hånd, men det kunne han ikke klare, og prøvede da med den anden og det lykkedes at få piben op, og han vaklede hen til sin stol og ville på ny søge at tænde piben, men det ville ikke rigtig lykkes. Han lo af det og mumlede, at han ville gå ind og lægge sig lidt i sengen. Men da var lammelsen var så udbredt, at han ikke kunne rejse sig, og han måtte hjælpes til sengen.
      Han nåede ikke at få røget den sidste pibe han havde stoppet. På sin firsårs dag et par dage efter, modtog han fødselsdagsgæsterne på sengen, og han kunne kende gæsterne og sige lidt, men i løbet af nogle dage blev han uklar. En lungebetændelse, som stødte til blev det afgørende og han døde d. 31. januar 1931 og ligger begravet på Ansgar kirkegård.
      Da han flere gange havde udtalt sig imod de gravsten, som han kaldte "prangende” blev der som mindesten på hans grav anbragt en ubehandlet kampesten, som lå ved vejen fra Tøving til Erslev ved en mindre ejendom, man kaldte Stenholdt. Stenen lå med den spidse ende noget over jordoverfladen i kanten af vejen. Far var engang nær væltet ved, med god fart, at køre over den med det ene hjul, han havde da sagt til ejeren at den sten burde flyttes. (Det fortalte i hvert fald ejeren Andreas Bækhøj).
      Når der er skrevet særlig udførligt om Poul Jakobsen er det selvfølgelig fordi hans liv kendes bedst, men det er også fordi det samtidigt giver et billede af det miljø hvori denne generation af slægten fra Kjeldbjerggård levede og virkede og var påvirket.



  • Kilder 
    1. [S1] Kirkebog, Sognepræst, https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?bsid=174093#174093,29288549 (Pålidelighed: 3), 16 maj 2019.
      Kirkebog med død og begravelse fra Øster Jølby sogn.