Match 901 til 950 fra 1,556
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 901 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Peder Jakobsen f. 30/08 1912 gift med sygeplejerske Julie Rasmussen. Havde først en gård i Hvornum ved Hobro. Bestyrerede derefter et Alderdomshjem. De har 5 børn. | Jakobsen, Peder (I361)
|
| 902 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Poul Kristen Jakobsen blev kun kaldt og underskrev sig i reglen kun med Poul Jakobsen. Som den der efter faderens død stod som lederen af Kjeldbjerggårds drift og sammen med sin mor havde mere eller mindre ansvar for sine yngre søskendes ve og vel tillige med, at han senere ved sit giftemål overtog fædrene hjem, blev vel den af søskendeflokken, som havde mest at gøre med samtlige søskende. Ydermere styrkedes forholdet ved, at han og hans kone altid var værter, når de forskellige søskende besøgte deres mor og hjemmet, selv om de udenbys boende ved besøg fordeltes til de øvrige søskende, som kærkomne gæster, man så at sige kappedes om at modtage. Ved guldbrylluppet i 1929 var der i Morsø Folkeblad en længere omtale af Poul og Kirsten Maries liv og virke, ligesom samme blad ved Kirsten Maries 90 års dag havde et flerspaltet interview “Gammelmor” bliver 90 i kredsen af over 100 efterkommere og fortæller minder fra et langt og rigt liv. Poul måtte som nævnt være mand i gården fra han var 22 år da hans far døde. Han havde først været på Galten højskole og på Tune landbrugsskole hos “ gamle Svendsen” og det var sikker med til at sætte sit præg på hans virke som landmand. Ikke sådan at forstå, at han var nogen større teoretiker - tværtimod. På landbrugsskolen fik han da også i stedet for at fordybe sig i kemien og andre teoretiske fag, lov til at deltage i fodringen af skolens køer og således i praksis at få indblik i Svendsens fodrings-teorier. Også smørproduktionen fik han indblik i. og denne indsigt søgte han at nyttiggøre i driften af Kjeldbjerggård. Han havde i det hele taget lyst til nyt, der kom frem, for at prøve om det kunne hjælpe på produktionen og lette arbejdet, så der kunne opnås bedre rentabilitet for landbruget og husdyrbruget. På Kjeldbjerggård gik han således i gang med at oprette og drive et såkaldt “vandmejeri” og opkøbte mælken hos mindre landbrugere og nogle gårdejere, som gerne var fri for selv at fremstille smør til salg. Til hjælp ved arbejdet havde han en mejerske, ligesom eget hold af malkekøer forhøjedes til 20-24, hvilket var omkring det tredobbelte af det antal der holdtes på gårde af lignende størrelse. Til afkøling i mejeriet var rindende vand selvfølgelig en stor fordel, og det blev fremskaffet ved fra bakken, som fandtes sydøst for gården og hvor der nær toppen fandtes et kildevæld, at lede vandet i rørledning til gården, som dermed fik rindende vand både ude og inde. Mejerilokale indrettedes i gårdens østre ende, hvor der gravedes en kælder på godt en meters dybde og der op muredes 4-5 bassiner, hvorfra vandet kunne løbe fra det ene til det andet, som det ønskedes. Som drivkraft for kærnen anvendtes først håndkraft, men da produktionen steg, benyttedes en såkaldt hestegang. I løbet af de følgende år (slutningen af 1870’erne) blev flere af omegnens gårdejere, for øvrigt alle i slægtskabsforbindelse, enige om at søge bort fra smørproduktionen i hjemmet og sammen med 8 andre mænd fra Gullerup, Flade og Fåretoft, enige om at oprette et Dampmejeri hvor man brugte damp til kraft og varme. Et sådant mejeribrug drevet på grundlag af et privat interessentselskab kaldte man for et fællesmejeri. Det omtalte blev som en trefløjet ejendom bygget på det nordøstlige hjørne af Fåretoft imod Gullerup. Hovedfløjen indeholdt foruden mejerilokaler også i den sydlige ende mejeribestyrerens bolig. Den nordlige fløj var indrettet til osteopbevaring og is opbevaring. Man kendte endnu ikke frysemaskinerne, hvorfor man brugte is der selvsagt til smørproduktionen var en bedre afkølingskilde end det rindende vand. I frostperioderne hentede man da is fra omegnens damme og mergelgrave og bragte det til ishuset, hvor væggene var beklædt med alentykke isolationer, der også bestod af stedlig gratis materiale som for eksempel tørvesmuld, avner eller halm. De øvrige bygninger gav foruden plads til hestestald også plads til biproduktion, som stifterne havde regnet ud skulle være en kilde til at give rentabilitet i driften. Det drejede sig om svinehold i forbindelse med mejeridriften. Det var jo sådan, at mejeriet opkøbte mælken og ejerne fik i almindelighed ikke skummetmælken tilbage. Af denne fremstillede man så ost, ja det var virkeligt sådant at man til det meste af osteproduktionen kun anvendte skummetmælk. Måske et lille kvantum 20% ost og ikke som nu, hvor det nærmest er umuligt at købe ost af denne kvalitet. Affaldet fra ostefabrikationen er som bekendt vallen, og denne var der ingen der ville købe. Da man blev klar over at der dog var nogen næring tilbage deri, ville man bruge dette spildfoder til svineføde. Som svinerøgter antog man naboen til mejeriet, husmand Kristen Møller fra Gullerup. Der skal bemærkes om denne mand, at han havde skaffet sig særlig god uddannelse, idet han havde været på højskole og var i særdeleshed dygtigere til at skrive og særlig regne, end det var almindeligt. Det får betydning i den følgende beretning. Af hensyn til bogens omfang, skal blot anføres, at Kr. Møller var forhenværende uddeler i brugsforeningen og senere regnskabsfører i den også stiftede foderstofforretning. Den tilsyneladende gode ide med svinehold blev en fiasko. For det første blev svinepriserne elendige, og det vil sige et fald på 4 - 5 kr. pr. gris, der i øvrigt kun kostede 22 - 24 kr. som slagtefærdige. Endelig var den megen valle ikke særlig heldigt foder og grisene vantrivedes og fik også stivsyge, som man på dette tidspunkt ikke kendte årsagen til, og man kendte ingen midler til at behandle den med. Det blev altså ikke nogen god forretning at drive fællesmejeriet. Imidlertid var andelstanken dukket frem og søgtes også draget ind i landbrugsproduktionen. Både Poul Jakobsen og de øvrige deltagere var interesseret i denne bevægelse og de anvendte den da i praksis således at de fik skaffet interesse for et andelsmejeri og fik startet “Fåretoft andelsmejeri” og dette andelsselskab overtog mejeriet, som efterhånden fik mælk fra Vildsund til Dråby Vig. I 1913 blev “Fåretoft andelsmejeri” nedlagt og delt i to mejerier, Flade og Solbjerg andelsmejerier. Forfatteren (dyrlæge Johannes Kjeldbjerg) kom også til at få personlig kendskab til dette mejeri, som elev i sommeren 1914. Poul Jakobsen gik ivrigt op i den jyske kvæg og hesteavl og fremstillede dyr på dyrskuer både på lokalskuet i Nykøbing og de jyske ungskuer. Poul Jakobsen holdt også selv af at komme til disse skuer og andre møder, og ved forskellige lejligheder holdt han gerne en lille tale, der gerne indledtes med en vittighed eller iørefaldende vending. I øvrigt var talen nok noget springende i sammensætningen, men påhørtes gerne fordi den som nævnt krydredes med de nævnte muntre vendinger eller en lille “ historie” og han talte ikke for længe. I disse festlige lag ville han også gerne have et par glas, og det hændte også et over stregen efter meningen i den åndelige grundtvigske bevægelse fandt passende. Ja også hvad Kirsten Marie af den noget mere på værdighed holdende Ringgårdske slægt syntes passende. Poul var i øvrigt selv interesseret i de åndelige spørgsmål og ikke mindst friskolesagen, da han som barn havde følt selv, hvorledes det var med en sløj skolegang og lærer, der troede på at visdommen skulle bankes ind i børnene, og det gik dog ikke mest ud over hans rygstykker, da Kjeldbjerggård var den gård i Gullerup, som havde flest tønder hartkorn. Det rent boglige og skriftlige var dog ikke Pouls stærke side. Men undervisningsmetoden var heller ikke udviklende, thi ubegavet var han ikke. Han holdt meget af sang, men var ikke selv nogen heldig udøver af sangkunsten, en evnemangel som i øvrigt findes hos flere grene af familien i de følgende generationer. Efter at have overtaget slægtsgården i 1879 giftede han sig med Kirsten Marie Ringgård, som var datter af Peder Ringgård, som ejede nabogården, og hans kone Ane Kristensen Bovbjerg fra Fåretoft. Bemærk at dette indgifte mellem slægten Bovbjerg og slægten fra Kjeldbjerggård i dag er fortsat i 4 generationer. De to brødre Mikkel og Poul var altså blevet gift med to søstre af Ringgårdslægten og de opstående søskendebørn kan således arvelighedsmæssigt siges at være ¾ dobbelt blodsbeslægtede. Poul og Mikkel var jo halvbrødre. Overtagelsen af gården skete under datidens højkonjunkturer i tilslutning til treårskrigen og krigen i 1864, men i det hele taget var der sket en stærk stigning i priserne på landbrugsejendomme siden statsbankerottens dage. Den første stigning viste sig for Kjeldbjerggårds vedkommende i 1824, og det var da den ved ejerskifte blev sat til en pris af 1200 rigsdaler og den havde på dette tidspunkt et tilliggende på 9 tdr. hk. Hvorimod den efter at være delt kun havde 61/2 td. l. i 1879. Men allerede ved skiftet før Jakob Mikkelsens andet ægteskab 1849 blev værdien forhøjet til 12.000 rigsdaler. Da Poul i 1879 efter i 8 år at have været bestyrer af gården for sin mor overtog gården var det for en pris af 45.000 kr. og det var efter, at der var afgivet jord til 2 ½ td. hk. Da han i 1905 afstod gården til sin søn Peder Kjeldbjerg var prisen gået ned til 41.000 kr. til trods for at besætningen var næsten tredoblet og foldudbyttet gennem dræning m.m. kunne anslås til det dobbelte, i dag 1960 anslås prisen til at være omkring det seksdobbelte (246.000 kr.) Med landbrugskrisen i 1880’erne blev det derfor kun muligt ved flid, sparsommelighed - ja, nøjsomhed, sammen med omlægning af driften, at klare udgifterne og beholde udkommet. Som det allerede fremgår af det anførte, gik Poul stærkt ind i det arbejde som med beundringsværdig energi gennemførtes for at omlægge det danske landbrug efter tidens og nødvendighedens krav. Da forfatteren i 1930’erne agiterede for udryddelsen af kvægtuberkulosen og blev mødt med den indvending at det var trange tider, henviser jeg til, at det var anderledes trange tider i 1880’erne og 90erne, men til trods herfor rejste landmændene en skov af mejeriskorstene landet over og der byggedes slagterier, så grisenes skrig på slagtedagen kunne høres fra Skagen til Gedser. Når sådanne forhold også bliver omtalt i en slægtsbog er det for at den yngre og eventuelt kommende generationer bedre kan sætte sig ind i det miljø, hvori deres forfædre har levet og kæmpet, ikke blot for det daglige brød, men også medvirket til at bygge landet op til gode for de kommende slægter. Af den pris som Kjeldbjerggård satte til ved overtagelsen, skulle arven udredes til de 7 levende søskende og aftægten til hans mor ligesom alle de yngre søskende skulle forsørges indtil de blev voksne og eventuelt gifte. Som medgift skulle der foruden pengearven præsenteres udstyr til søstrene. Det var sengetøj, dækketøj og gangtøj. Man må her betænke, at formuen var den pris gården var sat til og der medfulgte ikke en pengekiste med penge eller bankbog, hvor beløbene kunne hæves. Det var næsten forhold som nu i årene omkring 1960. Gården repræsenterer en værdi, endda en opskruet for ejerne, men hvis den ikke overtages af fremmed kapital, men af børn der ingen likvide midler råder over. Det var derfor forståeligt, at det ikke var noget helt let hverv Kirsten Marie Ringgård gik ind til som kone på Kjeldbjerggård d. 11.11 1879. Det var ikke så meget det intensiverede landbrug med mejeri hvilket mejersken forestod, som det var pligten til at få sørget for det forskriftsmæssige udstyr til de yngre og jævnaldrende svigerinder, så det ikke skulle udsættes for kritik. Der måtte derfor hele tiden holdes en ekstra pige, som var dygtig til at væve, men linnedet skulle jo også sømmes og sys, men hermed kunne de hjemmeværende piger dog hjælpe. Hver skulle have 2 sæt sengetøj, dog fordredes kun det ene sæt fyldt med fjer. Desuden til hver 12 sæt linned og et par duge. Endelig var det pligtig at holde pigernes bryllup standsmæssig, som det hed i skødet, og hvis brylluppet ikke holdtes, skulle der udbetales 100 kr. i kontanter. Til sammenligning med nutiden skal anføres, at det var mere end et års løn til en pige og mere end prisen for en god ko. Men i øvrigt var der meget for en husmoder at foretage sig i disse tider med den daglige husholdning, hvor man selv bagte både rug- og sigtebrød (fint brød). Endelig skulle der brygges øl og slagtes svin og får (lam). I de første år skulle der slagtes 5-6 stk. af de sidste, og konen skulle selv kunne slagte dem. Mor fortæller at hun skulle lære det hjemme at være slagter. Fårene slagtedes på den måde, at man øverst på undersiden af halsen stak en spids slagtekniv (såkaldt stikkniv) med knivryggen vendt mod halshvirvlerne tværs gennem halsen og skar så halsens bløddele helt igennem, hvorved pulsårerne blev overskåret, hvorefter dyret hurtigt døde, vel at bemærke, når kniven var skarp og hånden sikker. Jeg husker endnu en sådan fareslagtning fra jeg var 4-5 år og har endnu ikke glemt hvorledes mors udtryk var et helt andet, når hun med kniven i hånden og det sammenbidte udtryk i ansigtet og med stive skridt gik hen mod ofret der lå med sammenbundne ben på det omvendte kar. Det var tydeligt hende en modbydelig pligt. Hun har i øvrigt fortalt, at hun værgede sig ved at lære det hjemme, men så blev hun truet med, at før hun vist hun kunne det, blev der ikke holdt bryllup for hende. I foråret 1905 overdroges gården til sønnen Peder Kjeldbjerg, som skulle giftes med Kirstine Bovbjerg, som var en datter af Lars Larsen Bovbjerg, Fårtoft. Nogle år i forvejen havde Poul Jakobsen købt et husmandssted, hvis ejer var Mikkel Jensen, som lå lige nord for gården og var det eneste jordstykke mellem midterste del af Kjeldbjerggård og fjorden. Der var kun et tilliggende på 3-4 td. land og Poul Jakobsen lagde så et lignende stykke jord fra Kjeldbjerggård til, så det var muligt at få opfyldt den drøm han havde, om på sine gamle dage at komme til at sidde i ro og mag på sådan et lille ’’sted” med 4 køer og en hest. Men det viste sig hurtigt, at når drømmen blev til virkelighed var det noget helt andet. Han havde nu ikke anlæg for husmandsdrift, og det viste sig også i løbet af det første år, at det var for tidligt at tage dette skridt, tilmed da der endnu var tre ukonfirmerede børn. Året efter købte han så sammen med den ældste søn, Jakob, som i øvrigt var forpagter af hans farbror Peder Jacobsens præstegård i Gamborg på Fyn, gården Damgård i Ø. Hvidbjerg. Kjeldbjerggård fik en del af det tillagte jord tilbage, men ellers bibeholdtes den lille ejendom, som benævntes Lille Kjeldbjerg, foreløbig. Det var den gang trods en afstand på 4 mil en gennemgribende forandring at flytte fra slægt og venner og barndomsegn, særlig gjaldt det Kirsten Marie, som var meget steds- og slægtsbetonet. Yderligere svært var det for dem, som var udpræget grundtvigianere og friskolefolk. Det, at skulle sende deres børn, de yngste, i kommuneskolen eller statsskolen, som man kaldte den, var noget af en selvovervindelse, selv om det viste sig, at læreren i Ø. Hvidbjerg (Fredskild) var en overordentlig flink og frisindet mand. ”Udflyttertiden” varede dog også kun to år idet det lykkedes at få ordnet et salg af Damgård og derefter en byttehandel med Lille Kjeldbjerg med den 100 tdr. land store ” Frederiksminde” i Tøving. Ejeren af ’’Frederiksminde”, som han byttede med hed Thomas Østergård og ved at læse det nye tillæg om Skjoldborgslægten kan det have interesse, at han var fra Østergård i Silstrup, hvorfra en datter var gift med Poul Jensen Skadholm i Skjoldborg. Frederiksminde, der med sin beliggenhed næsten midt mellem Gullerup og Frimenighedskirken i Ø. Jølby snart blev en kær bolig. Tillige var der også her en meget stor have med tilsluttet ’”plantage”, på over et par td. land i alt. Ejendomsfællesskabet med sønnen Jakob opløstes, og denne købte en lille gård i Bjergby. I de følgende år havde Jakob et par større gårde som Vilhelmborg ved Thisted og Østergård i Fjallerslev, hvilket særlig med den første verdenskrig gav en stor formuestigning, i hvert fald på papiret. Han var under krigens begyndelse bleven ejer af Møllehave i S. Dråby - til dels Sejerslev. Han tænkte nu på at sælge denne gård til de store priser, hvilket ville medføre at han kunne betale Frederiksminde til bunden om nødvendigt, og handelen med denne blev gennemført i 1922, men det blev ikke til alvor med salget af Møllehave, før efterkrigstidens økonomiske krak samme år som en flodbølge gik hen over landet. Bankerne krakkede og udlån skulle inddrives. Ejendomsprisen faldt katastrofalt hurtigt og da det var håbet at krisen kun var midlertidig, fandtes det at være det mindste tab at videresælge Frederiksminde. At det også måtte anses for tre gange så risikabelt at beholde den tre gange så store Møllehave blev måske ikke betænkt i samme grad, som det øjeblikkelige større tab ved salg af den så meget større gård. Dertil kom at det i hvert fald var lettere i den akutte krise at finde pengestærke købere til en gård som Frederiksminde. Poul og hans kone købte en byggegrund fra dyrlægeboligen i Ø. Jølby, og blev derved ikke blot nabo til deres søn Johannes, men også til deres nabo gennem årene på Frederiksminde, nemlig Poul Riis og kone. Ø. Jølby var i det hele taget en by for gamle, særlig dem der var tilsluttet frimenigheden, og som på deres gamle dage gerne ville bo nær kirken. Få år efter flyttede for øvrigt også søstrene plus mænd Stine og Kr. Lynggård samt Else og Peder Toft til byen. I nogle år holdt Poul griseso for dog at have rigtige husdyr, for selv om de også havde nogle høns var det ikke noget af interesse, men han sørgede for, at de fik en ”vis pasning”, for sulte måtte i hvert fald ikke noget dyr. På sine gamle dage fik Poul lært at læse romaner, og de måtte gerne være tykke, men ikke af de psykologiske, men af dem med handling, da jeg (Johannes Kjeldbjerg) lånte ham Greven af Monte Christo var han næsten ikke til at drive hjemme fra før slutningen var nået. Aviserne studerede han og politik var han ivrig deltager i. Han var efter sin eskapade med Agrarbevægelsen (halvfemsernes L.S.) på ny ivrig venstremand og særlig havde han altid været beundrer af I.C. Christensen, som denne var i sin begyndelse som politiker. Han var altså at finde på den venstre fløj af partiet, men Madsen Mygdals førerskab i 1920’eme var han imod, han kaldte det godsejerpolitik han førte. Foruden Morsø Folkeblad læste han også det Radikale venstre Morsø Venstreblad, der udgik fra Skive og redaktør Carl Hansens artikler var han særlig glad ved at læse. Ved de sidste par folketingsvalg han oplevede, stemte han vist på det Radikale venstre. I 1929 nåede Poul og Kirsten Marie at holde guldbryllup og som bevis på at far havde et blødt og barnligt gemyt fortæller mor, at hun greb ham i at ’’snyde”. Guldbryllupsmiddagen var arrangeret på loftet i deres hus hvor der i anledningen var tjældet med sækkelærred og pyntet på anden vis. De havde ellers aftalt, at de ikke måtte se ’’festsalen” før til festen, men om aftenen før ved sengetid, var far gået ud på toilettet og mor var da også gået ud i køkkenet og kikkede ud i bryggerset hvor loftstrappen fandtes. Da stod far oppe på trappen, han havde lige villet ’’kigge”. Året efter fik han et anfald af bronkitis og lå syg nogle uger, men klarede det igennem, skønt noget svagere efter den omgang. Men humøret beholdt han og sin træpibe til lang (grov) tobak kunne han atter glæde sig over. Et par dage før sin 80 års fødselsdag d. 19 januar 1931 var han i færd med som sædvanlig efter middagsmaden at stoppe piben og havde fået tændstikken fat, men da faldt piben ud af hans hånd, han ville bukke sig og samle den op med den samme hånd, men det kunne han ikke klare, og prøvede da med den anden og det lykkedes at få piben op, og han vaklede hen til sin stol og ville på ny søge at tænde piben, men det ville ikke rigtig lykkes. Han lo af det og mumlede, at han ville gå ind og lægge sig lidt i sengen. Men da var lammelsen var så udbredt, at han ikke kunne rejse sig, og han måtte hjælpes til sengen. Han nåede ikke at få røget den sidste pibe han havde stoppet. På sin firsårs dag et par dage efter, modtog han fødselsdagsgæsterne på sengen, og han kunne kende gæsterne og sige lidt, men i løbet af nogle dage blev han uklar. En lungebetændelse, som stødte til blev det afgørende og han døde d. 31. januar 1931 og ligger begravet på Ansgar kirkegård. Da han flere gange havde udtalt sig imod de gravsten, som han kaldte "prangende” blev der som mindesten på hans grav anbragt en ubehandlet kampesten, som lå ved vejen fra Tøving til Erslev ved en mindre ejendom, man kaldte Stenholdt. Stenen lå med den spidse ende noget over jordoverfladen i kanten af vejen. Far var engang nær væltet ved, med god fart, at køre over den med det ene hjul, han havde da sagt til ejeren at den sten burde flyttes. (Det fortalte i hvert fald ejeren Andreas Bækhøj). Når der er skrevet særlig udførligt om Poul Jakobsen er det selvfølgelig fordi hans liv kendes bedst, men det er også fordi det samtidigt giver et billede af det miljø hvori denne generation af slægten fra Kjeldbjerggård levede og virkede og var påvirket. | Jacobsen, Poul Christian - Kristen (I10)
|
| 903 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Povl Lynggaard Pedersen overtog føde- og slægtsgården Burhøjgård i Bjergby. Gift d. 5/4 1944 i Kirke Eskilstrup sognekirke med Valborg Eliasen f. 14/6 1922 i Steenstrup, Holbæk amt, datter af Morten Eliasen og Agnes | Pedersen, Povl Lynggaard (I432)
|
| 904 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. På side 53 i slægtsbogen står der: Stine (som Inger Kirstine altid blev benævnt) kom som 2 års barn op til sin moster i Sundby, der var gift med Jeppe Jensen, og der boede hun indtil hun blev gift. Kun et halvt år byttede hun med søsteren Else, der som 16 årig kom op til mosterenn for at lære husholdning. Da Stine var en slags plejebarn hos sin moster, fik hun også dobbelt arv, nemlig 4000,- kr. fra hvert sted. Stine var noget stille af sig og talte ofte i små bemærkninger, men i intime kredse, ikke mindst blandt kvinder, viste hun dog glimt af humor. I optræden og livsførelse havde hun dog ikke taget ved lære af sin moster i Sundby, for det der kan siges at karakterisere Stine, var netop hendes jævne stilfærdige og bramfri væsen. Havde hun ikke haft sådant et væsen i forvejen, ville hun sikkert i den retning have været påvirket af sin ægtemand, Kristen Lynggaard, som hun blev gift med i en alder af 27 år. Kristen var søn af Lars Lynggaard i Bjergby, som det igen skal anføres,var bror til Jakob Mikkelsens første kone Inger Kirstine Pedersdatter (Lars og Inger Kristines far var Peder Mortensen Klitgård) Stine og Kristen Lynggaard boede først i en gård i Bjørndrup nær Nykøbing, men senere kom de hjem og overtog Kristens fødegård i Bjergby.Klitgårdslægten synes som karakter at have været påpasselige i deres pengesager og af et jævnt og bramfrit væsen, men måske nok i noget overdreven grad. Så det kan siges at de i nogen grad satte en ære i at optræde jævnt og bramfrit både i væsen og påklædning, så det nok med nogen ret har kunnet siges, at de var bondearistokratiske. I alle tilfælde kan det vist med rette siges, at hjemmelivet, hvor den prægedes af denne slægt, kunne betegnes som værende patriarkalsk. Hjemmet i Bjergby kan karakteriseres som konservativt, idet der holdtes på det overlevende og bestående, og det både angående slægten, gods og skikke. Kristen Lynggaard og Stine var dog blandt de førende i Øster Jølby Frimenighed og Friskolen, men holdt her også på det bestående. Når Friskolen havde Juletræ eller der hos Kr. Lynggaard var privat børnekomsammen, kunne han gå foran i leg og dans, og ofte tog han sin harmonika og spillede op. Men slig morskab måtte dog ikke gerne påbegynde inden Kr. Lynggaard selv gav bolden op. I hjemmet var husordenen underkastet husfaderens enevælde, og i sognet og Sognerådet må han nærmest betegnes som en slags sognekonge, men en stilfærdig af slagsen. . | Jakobsen, Inger Kirstine (I31)
|
| 905 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Slægtsbogen s. 12-13 skriver, at som frier for Jakob Mikkelsen (et par år efter 1. hustrus død) tog P. Chr. Overgaard, Fårtoft, over til Thy, til Nørgård i Skoldborg, hvor der var et par unge døtre, som skulle se godt ud. Frieriet lykkedes, og den unge Ane Povlsdatter (bemærk V brugt her!) Nørgård f. 1825 måtte efter sigende opgive en tjenestekarl, som hun var forelsket i. Tidl. i slægtsbogen er Povlsdatter skrevet med U, mens det fra stamtræ fra Elin/Birthe er med V. Folketællingen i 1840 viser, at flg. var i husstanden: Poul Chr. Skadholm, 65, Gift Gaardmand, Else Jensdatter, 46, Gift, hans Kone, Jens Poulsen, 21, Ugift, deres Børn, Niels Poulsen, 20, Ugift, deres Børn, Maren Poulsdatter, 18, Ugift, deres Børn, Ane Poulsdatter, 15, Ugift, deres Børn, Kirstine Poulsdatter, 13, Ugift, deres Børn. Jens Ibsen, 26, Ugift, Tjenestekarl. Om Ane står der senere i slægtsbogen: Ane, som kom til Kjeldbjerggård, var af udseende ret køn, men hun hørte ikke til de kløgtige og langt mindre til de beregnende naturer. Megen undervisning havde hun ej heller fået, og da hun var godheden selv, havde hendes søster i hjemmet kostet med hende, som det passede hende. Som lille tøs måtte hun bl.a. vogte får i heden. Hun har fortalt, at hun foruden stok også havde en spade med. Det var til at aflive de mange hugorme, som fandtes der på heden. Senere måtte hun også gå på andet udearbejde som f.eks. at sprede møg, men det var jo i øvrigt ikke ualmindeligt på denne tid, at kvinderne foretog dette arbejde. Jakob Mikkelsen og Ane Povlsdatter var meget forskellige af natur og oplysning, og det kom frem i deres ægteskab. Ane Povlsdatter var ikke nogen dygtig husmoder, hvorimod Jakob Mikkelsen var aktiv på alle områder og blandede sig derfor i husholdningen, ja tit dirigerede han mere end sin unge kone. I ægteskabet fødtes der ret hurtig efter hinanden 8 børn, hvoraf de 7 levede. Om det var på grund af skuffelser i livet eller det var på grund af sygdom i sin krop vides ikke, men sikkert er det, at Ane blev liggende i sengen et halvt år efter de fleste fødsler, ja i flere tilfælde var der ikke så langt igen, før hun skulle have den næste, når hun stod op af barselsengen. Jakob Mikkelsen var meget politisk interesseret og var den første gårdmand i sognet, der blev venstremand. Trods sin viden og i øvrigt gode anseelse kom han derfor ikke i sognerådet, da de allerfleste var højre eller imod de hersens venstremænd, som fandt på en del nyt. De fleste af gårdene i Gullerup og Bjergby havde forskellige jordstykker liggende hist og her, hvilket Jakob Mikkelsen fandt var meget upraktisk, og det lykkedes ham ved flere handler at få det ordnet sådan, at jorderne til Kjeldbjerggård lå samlet. Som nævnt undergravedes Jakob Mikkelsens helbred mere og mere af tuberkulose, og otte år efter den omtalte klokkebehandling blev han indhentet af døden i en alder af 57 år. Han havde i forsommeren været på besøg i skolen hos læreren og mentes at være blevet forkølet der. Han måtte gå til sengs for ikke at rejse sig igen og døde i slutningen af juni. Jakob Mikkelsens var meget gode venner med sin nabo, Peder Ringgaard, og da gårdene kun lå fem minutters gang fra hinanden og med sammenstødende jorder på de to sider, besøgte de næsten dagligt hinanden. Sædvanligvis fulgte de hinanden halvvejs hjem, og ofte sås de ved skillevejen stå og tale med hinanden, før de gik hver til sit. Da Jakob Mikkelsens lå for døden, havde han besøg af degnen, til hvem han beklagende udtalte: “I dag har Peder Ringgaard ikke besøgt mig.” Ane Povlsdatter var endnu ikke 40 år, da hun blev enke, og hun efterlevede sin mand i over 30 år, idet hun først døde i 1903. Man kan sige, at hendes livslod efter det ydre skulle være lykkeligt, idet hun blev påtvunget en enkemand og i de sidste 25 år sad som aftægtskone på gården, men man må erindre hendes føjelige natur, som betød, at hun uden modstand bøjede sig for andre menneskers vilje, samtidig med at hun i stort og småt kaldte tilskikkelserne for Guds vilje. Som vi af det følgende skal se, fløj børnene fra reden og drog ud fra øen, og det blev Ane Povlsdatters livsglæde at følge deres skæbne og læse deres breve, som hun i øvrigt gemte som relikvier i sine dragkisteskuffer, så hun med mellemrum kunne tage dem frem og kigge i dem. Om hun kunne læse dem alle sammen, er ikke sikkert, da hun langtfra var stiv i læsning og skrivning, ja det sidste kunne hun i al fald ikke på sine gamle dage. På papirer, som er underskrevet i anledning af aftægtskontrakten og gældspapirer, ses det, at der ved hendes navn står m.f.p. (med ført pen). Da sønnen Povl overtog gården, var det efter tidens skik en meget streng aftægtskontrakt, der måtte skrives under på, og det var meget nøje bestemt, hvad der skulle ydes både i penge og i naturalier og tillige, hvornår og hvor afleveringen skulle finde sted. Men Ane Povlsdatter var ingen streng kreditor. Hun fik i den østre fløj af Kjeldbjerggaard indrettet en bolig bestående af to stuer, køkken og spisekammer. I de sidste år af sin levetid flyttede hun dog ind i den ene ende af stuehuset. Det kunne være vanskeligt, når en svigerdatter rykkede ind i en gård, og en endnu ret ung svigermoder skulle leve som aftægtskone, men min moder (Johannes K’s mor, Kirsten Marie Ringgaard), som fik svigerdatterens lod, siger, at der sjældent var vanskeligheder med svigermoderen. Ane Povlsdatter havde jo aldrig haft tøjlerne i hænderne, og havde derfor ikke de ellers almindelige vanskeligheder med at give slip på dem. Hun var nærmest ved at knurre lidt, når der skulle gøres hovedrengøring i lejligheden, da hun ikke kunne lide, at nogen rørte ved hendes ting eller flyttede på dem. I lange tider levede hun højt på besøg hos børnene på Fyn, særligt børnene på Brændeskovgård, som i reglen var dem, der var af længst varighed. Da havde hun noget at fortælle os børnebørn, når hun kom hjem, og vi kom efterhånden til at opfatte denne gård som en slags eventyrgård, og der var jo også noget om det i virkeligheden. Stille som hendes liv havde været, blev også hendes død. Hun ligger begravet ved siden af sin mand på Bjergby Kirkegård. | Nørgård, Ane Povlsdatter (2.) (I24)
|
| 906 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Svend Jakobsen f. 1/4 1914 gdr. i Gullerup død 28/8 1988 gift med Anne Marie Lynggård Jensen f. i Flade d. 17/2 1915 død 6/8 2000. Datter af Søren Jensen f. 21/6 1878 og Oline Cecilie Pedersen Lynggård f. 1883. Svend og Anne Marie fik 4 børn. | Jakobsen, Svend (I708)
|
| 907 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Taget familienavnet Kjeldbjerg i 1957. Han var først landmand i 6 år, senere kommunelærer og forstander for Ålborg Ungdomsskole. I 1962 havde skolen 1200 elever. Den største udenfor Kbh. Gift med Gerda Skibsted. Andreas Mejlhede Kjeldbjerg fattede interesse for arbejdet med at udarbejde slægtsbogen, skriver Johannes Kjeldbjerg i forordet til bogen, og Andreas tilbød sin hjælp med at få afsluttet og trykt slægtsbogen. | Sørensen, Andreas Mejlhede (I231)
|
| 908 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Thorvald Theodor Kjeldberg Jakobsen f. 8/4 1885 død 1959. Ingeniør Cand. Polyt. I 1911. Gift i 1926 med Martha Schou, død 1962. Thorvald havde først stillinger som ingeniør i Rusland indtil han ved revolutionen som flere danskere måtte flygte fra landet. Var derefter en tid i Belgien og fik derefter en ledende stilling hos Thormod B. Thrige i Odense, men fratrådte p. gr. af avancementsforhold i denne stilling. Derefter 6 år i Amerika. Efter hjemkomsten deltager i et maskinfirma i København. Ægteskabet var barnløst. | Jacobsen, Thorvald Theodor Kjeldberg (I260)
|
| 909 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Jacobsen, U.K. (I585)
|
| 910 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Ved giftermålet med Kirstine Bovbjerg overtog Peder fødegården Kjeldbjerggård. Solgte i 1914 Kjeldbjerggård til Jakob Mikkelsen Jakobsen (søn af Mikkel Kristen Jakobsen) Købte derefter den ca. 400 tdr. land store Nørhågård i Thy. Denne gård havde han i 3 år, da han solgte den med en fortjeneste på godt 100 tusind kr. Det var endnu i de år en næsten svimlende tanke, at blive ejer af en sådan formue. Købte derefter en ny gård ved Nykøbing Mors. I Nykøbing traf han et par andre mænd, der ligeledes havde solgt deres store gårde og nu for den likvide kapital var begyndt at handle med landejendomme. Peder kom i kompagniskab, som derved fik frisk ledig kapital. Der tjentes også ved hver handel, men både fortjeneste og mere til blev til en Pant Obligation i ejendommen hos den nye køber. Så kom 1922 med bankkrakket af Andelsbanken og Landmandsbanken m. m. og de lokale pengeinstitutter krævede kontante indbetalinger udover de til sikkerhed indlagte pantebreve. For at komme ud af kompagniskabet måtte Peder overtage sin part af obligationer og ejendomme. Krisen forværredes da landbrugspriserne raslede ned og bankerne forlangte mere sikkerhed, eventuelt med kaution. Forfatteren (Johannes Kjeldbjerg) der som ung dyrlæge med studiegæld ikke havde nogen bankmæssig værdi, var derfor ikke impliceret og tilrådede at sige nej til bankkravene og lade dem gøre hvad de ville. Men betegnende nok for sin generation sagde far(Poul Kristen Jakobsen) hertil, at endnu var ingen i familien gået fallit. Peders far og broder Jakob gik derfor i kaution og Peder realiserede den lettest realisable del af sine ejendomme, bl.a. i Nykøbing og flyttede i 1923 til gården Slejtrupgård i Salling en kort tid, og ligeledes kort tid på Stenholtgård ved Kragelund. Sidst i 1920'erne blev gården Vest Burlund ved Bur St. syd for Holstebro købt af hypotekforeningen. Gården var meget forsømt og næsten uden besætning, men ved nogen økonomisk støtte, samt egen og børnenes dygtige hjælp, blev både besætningen og marken arbejdet op til højden af hvad der kunne forlanges med jord af den bonitet. Kirstine skulle kun i år nå at få en rolig tid på Burlund, da hun blev syg, vist af lungehindebetændelse og dens følger, og hendes kræfter stod ikke til at overvinde sygdommen. Hun døde i 1931 og blev begravet på Ansgar kirkegård. Peder var meget ivrig i politisk diskussion og brugte store armbevægelser i argumentationen, som også andre i familien. I 1949 afstod Peder gården til sønnen Laust i 1949 og blev aftægtsmand, hvilket han dog ikke var aflægs til. Et par år senere flyttede han til Øster Jølby hvor hans ugifte datter Anine var hjælp for sin farmor Kirsten Marie Pedersen Ringgaard. Efter "gammelmors død i 1953 overtog Anine og Peder Kjeldbjerg huset i Øster Jølby. Peder var rask, men fik dog en forstørret blærehalskirtel som så mange ældre mænd. Blev i marts 1959 opereret for dette, men døde 3-4 dage efter af en blodprop i hjertet. Begravet på Ansgar kirkegård i Ø. Jølby . | Kjeldbjerg, Peder (I46)
|
| 911 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Aage Kjeldbjerg gift med Johanne Clausen, datter af gdr. i Flade Kr. Clausen og hustru f. Nøhr. I Sundby. Efter at de blev gift købte de en mindre gård i Fredsø, men byttede den i 1933 med en noget større gård i Gullerup. De fik her landbrugskrisen over hovedet og blev nødsaget til at sælge. Fik derefter Lille Kjeldbjerg, som hans far havde haft, men den gav ikke nok til udkommet og Aage tog arbejde i Gullerup Molerbrud, hvorfra der udskibedes Moler til Tyskland. Moleret fragtedes med tipvogn ud ad en lang træbro. D. 11.10-1933 under arbejdet med at lade et tysk skib, kom der en orkanagtig storm og mens mindst 11 mand befandt sig på brohovedet, rev den fortøjede tyske skonnert broen i stykker og alle 11 mand gik i vandet, men fik sig ved fælles hjælp reddet op på en del af det løsrevne brohoved, som stormen tumlede med mod øst i retning af Hanklit. 1 mand faldt ud og druknede. Redningsforsøg fra land var umulig. Efter 5 timer i søen blev brostykket slynget så nær mod land, at det ved at danne kæde lykkedes at få bjerget de meget forkomne mennesker. Aage, som af en af de 11 mand, måtte holde sengen i flere dage af udmattelse og chok. Nogen tid efter fik han en gård i Flade, hvor det viste sig at der i bakkerne var Moler og ejendommen blev derfor med god fortjeneste solgt til et Molerselskab. Aage købte derefter en gård i Bjergby indtil han i 1958 afstod den til sønnen Kresten og han og Johanne trak sig tilbage til en lille lystejendom på 3 tdr. land i Bjergby. | Kjeldbjerg, Aage (I52)
|
| 912 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Aage Lynggård Pedersen gårdejer Solbakken, Nykøbing Mors f. 4/6 1918 død 1997. Gift med Karen Margrethe, datter af Lars Lynggård Hansen, Tøving og hustru Marie f. Kortbek. | Pedersen, Aage Lynggaard (I433)
|
| 913 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Åse Jul f. 30/7 1913 uddannet lærerinde. Gift med Hans Kappus f. 15/4 1913 i Berlin. Bor i St. Powl U.S.A. Parret har et barn: Marianne | Jul, Åse (I280)
|
| 914 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Sammen med sin broder Poul Jakobsen var Kresten i halvandet år på en stor malkefarm i USA, og i bil berejste de i ferierne USA på kryds og tværs. Da han blev gift med Vera Glintborg overtog han faderen, Aage Kjeldbjergs gård i Bjergby. | Kjeldbjerg, Kristen Klausen (I118)
|
| 915 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Allerede i tyveårsalderen begyndte Christen Mikkelsen at blive sindssyg. Folk i byen tilskrev det selvfølgelig kærestesorg. Han begyndte med at holde sig inde og var menneskesky og ligegyldig med påklædningen. Min mor (Kirsten Marie) har fortalt, at hvis børnene engang imellem så ham med sit blege ansigt og uplejede hår og skæg, da flygtede de rædselsslagne. Han havde endnu sit ophold på gården, da Ane Poulsdatter flyttede ind som kone, og det var også en byrde foruden de tre børn af første ægteskab, men en dag, da han krævede et eller andet med en brødkniv i hånden, fandt hans broder, at det skulle være slut, og han kom på Viborg Sindssygehospital, hvor han døde efter nogle års forløb. Der foreligger et gavebrev, som Jakob Mikkelsen i anledning af dette ophold på sindssygehospitalet har udstedt til Alsted Bjergby kommune. Det drejer sig om en gave af et stykke jord til bebyggelse af et fattighus (det blev nedrevet ca. omkring 1930) og det anføres i gavebrevet, at gaven begrunder i, at kommunen har haft udgifter i alle retninger af nævnte Hospitalsforhold. Grundstykket drejer sig om et kileformet jordstykke, som lå mellem fjorden og den gamle kommune- vej, som gik fra Flade til Gullerup før stormfloden i 1837 - 39 da Gullerup gårde måtte flyttes og vejen ligeledes flyttes længere mod syd, hvor den endnu er forbindelsesvejen mellem Gullerup og Flade. Gavebrevet må vel opfattes som et tegn på, at Jakob Mikkelsen ikke har villet, at slægten skulle skylde sognet noget. | Mikkelsen, Christen (I27)
|
| 916 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Ane Jakobsen var, som det på den tid og langt senere var en selvfølge, ved det huslige fag både hjemme og andre steder, bl.a. på Brændeskovgård, hvilket for hende blev af betydning derved, at hun blev kendt med den unge fynbo, der var forvalter på gården, nemlig Rasmus Kristensen, som hun blev gift med. De overtog fødegården, den lille gård der var skilt fra Kjeldbjerggårds jord, og som lå nabogård til Kjeldbjerggård i Gullerup, efter forældrene Mikkel Kristen Jakobsen og Maren Pedersen Ringgård. Her levede de sammen med deres tre døtre. Rigmor, der er den ældste blev gift med Gunnar Søndergård og ved giftermålet overtog de gården, og forældrene købte en mindre ejendom i Gullerup. På sine ældre enkemandsdage fik Rasmus Kristensen bopæl på gården igen, hvor han rask og rørig holdt 80 års fødselsdag i 1961. Det skal tilføjes at Ane og Rasmus Kristensen først boede nogle år på Fyn i Tved sogn, Svendborg amt, hvor de to ældste børn er født. | Ringgaard, Ane Jakobsen (I352)
|
| 917 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Anna Jakobsen f. 15/2 1907 gift med Kristian Bylow f. 3/5 1901 i Solbjerg s. af Frederik Bylow Kristensen f. 8/9 1859 og Kirsten Marie Pedersen f. 15/10 1862. Anne og Kr. Bylow bosatte sig på Mårbjerggård ved Skallerup. De fik 2 børn. | Jakobsen, Anna (I358)
|
| 918 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Clemens Toft født d. 15. august 1923 i Mexico og død 2001 i Arizona. Blev døbt Clemens, opkaldt efter Nykøbings skytshelgen St. Clemens. Se fortællingen under Clemens' far Jens Toft.Clemens' far havde ansættelse som disponent på en stor cement eller teglværksfabrik i Mexico City, hvor han både fik en god løn og fin villa til tjenestebolig. Her boede familien i 4-5 år indtil kommunismen i Mexico fik overtaget og der blev en revolution, og arbejderne på fabrikken stillede en morgen på kontoret og tilfangetog ledelsen og skød et par stykker af dem. Men Jens Toft havde altid som dansk demokrat stået på god fod med arbejderne, så ham lod de gå, men han kunne dog ikke mere bruges på fabrikken. Så var det på "bar bund" for den lille familie, og føden måtte tjenes samtidigt med penge til billetten hjem, da det så ud til at revolutionen holdt ved. Mens forældrene arbejdede for føden, tumlede Clemens rundt med mexicanerbørn af alle hudfarver. Efter et års tid rejste familien til Danmark, da var Clemens 5 år, og han talte kun spansk. Hans forældre blev skilt og Clemens boede hos moderen, men han besøgte sin far, ligesom han også blev ved med at komme til familien på Mors i ferierne.Clemens Toft var en dreng med evner og energi ud over det almindelige. I over et år øvede han sig således i at kunne bøje de yderste fingerled i ret vinkel, og han nåede det, og han ville lave tryllekunster. Da han begyndte at tjene penge forstod han dog ikke at undgå, at pengene trylledes ud af hans lommer. Han kom i lære hos den kendte fotograf Kehlet og startede en fotografforretning sammen med en anden, der ligeledes var oplært hos Kehlet. Clemens blev gift før han fyldte 20 år. I dette ægteskab er der en datter, Susan. Efter få år opløstes ægteskabet. Clemens rejste til Amerika og kort tid efter fandt han der en dansk pige Tove, som han blev gift med d. 24-12-1948 i Omaha Nebraska. Præsten der viede parret var den danske pastor Thomsen, som var gift med Clemens' kusine Kirstine Toft. Clemens og Tove bosatte sig i byen Pasadene i Californien, hvor han startede en fotografisk forretning, specielt med fotografering i hjemmet af børn. I ægteskabet er der 2 børn: datteren Kim Toft født i 1956 og sønnen Paul Toft født i 1958. Clemens Toft døde d. 11-05-2001 i Arizona. I 1995 skrev Clemens “Glade vignetter - alle sande, fra livet i København fra 1930 til 1948” (Københavns Stadsarkiv Pensionisterindringer 1995) | Toft, Clemens (I1338)
|
| 919 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Det kan nævnes, at Else havde den i slægten sjældne, vist kun hos dem med Klitgårdblod, forekommende rødlige hårfarve. I dette tilfælde en pragtfuld hårfylde af nærmest kobberbrun farve. Else forblev ugift og havde huslige stillinger, oftest som husbestyrerinde. I sine sidste ti år boede hun i moderens hus sammen med Inger Kirstine og til sin død. | Jakobsen, Else (I354)
|
| 920 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Ejer af Kjeldbjerggård fra 1938 - 1959. Mikkel Kristen Jakobsen overtog Kjeldbjerggård i 1938 efter sin far Jakob Mikkelsen Jakobsen. Mikkel afgik ved døden på marken d. 3. oktober 1959 i den unge alder af 51 år. Hans kone Karen Frøkær drev Kjeldbjerggård videre efter ham, indtil sønnen Jakob i 1973 overtog gården. (oplyst af Gunnar Nør Jakobsen) På nedenstående link kan man læse hvem der har ejet Kjeldbjerggård fra 1768 til 2006. https://kjeldbjergslaegten.dk/kjeldbjerggaard.htm | Jakobsen, Mikkel Kristen (I360)
|
| 921 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Hele afsnittet kan læses under Jens Toft, notater. Esther Schrøder gift med Jens Toft. Jens Toft sagde sin stilling i København op og rejste rundt i Mexico og lærte det spanske sprog. Her fik han ansættelse som disponent på en stor cement- eller teglværksfabrik, hvor han både fik en god løn og fin villa til tjenestebolig. Nu fandt Jens Toft, at han turde bede en pige, som han kendte fra København, rejse over til sig og gifte sig med ham. Esther Schrøder, som pigen hed, var ikke bange for at vove sørejsen, men hun kom også fra Esbjerg, datter af en bogtrykker. På vejen derover kom skibet ud for en voldsom storm og blev slået i stykker og ville synke. Alle, - først kvinder og børn, skulle i redningsbådene, men en gammel sømand holdt Esther tilbage og sagde at hun skulle blive hos ham på skibet, da redningsbådene ville gå til bunds (de var allerede overfyldte). Sømanden bandt hende og sig selv til masten på det højeste sted af skibet. Redningsbådene gik til bunds, men dagen efter forliset blev Esther og sømanden taget op af et skib og sejlet til Hamborg, hvor rederiet fandtes. Modet var ikke tabt hos den Esbjergensiske pige, og efter udbetalingen af erstatning og ny billet, og besøg i Esbjerg og på Mors, rejste hun på ny, og nåede denne gang velbeholden til Mexico City, hvor Jens boede. De blev gift og havde det strålende og fik efter et års forløb en søn, som blev døbt Clemens, opkaldt efter Nykøbings skytshelgen St. Clemens. Men i Mexico fik kommunismen overtaget og en skønne dag, efter 4-5 år, blev der revolution og arbejderne på fabrikken stillede en morgen på kontoret og tilfangetog ledelsen og skød et par stykker af dem. Men Jens Toft havde altid som dansk demokrat stået på god fod med arbejderne, så ham lod de gå, men han kunne dog ikke mere bruges på fabrikken. Så var det igen på "bar bund" for den lille familie, og føden måtte tjenes samtidigt med penge til billetten hjem, da det så ud til at revolutionen holdt ved. Jens blev agent i de nye kunstsilkestrømper og var "professor" ved et korrespondanceundervisningsinstitut. Esther udnyttede sit kendskab til kogekunst på et hotel og Clemens tumlede rundt med mexicanerbørn af alle hudfarver. Efter et års tid rejste de hjem til Danmark ribbet for alt, - også illusioner. Også i Mexico havde Jens samlet på oplysningsmaterialer og billedstof og under sine salgsrejser ude i det store land, havde han deponeret dette og bøger og lignende hos en katolsk præst, som de havde været nabo til. Da hjemrejsen skulle foregå, viste det sig, at præsten var forsvundet og havde medtaget de betroede ejendele. Efter de 7 år i Mexico kom familien i 1929 hjem til Danmark med livet i behold og drengen Clemens, der kun talte spansk, han var da 5 år. Det værste var, at Jens Toft havde tabt troen på sig selv og en fremtid. I stedet for havde han hengivet sig til en skæbnetro, der gik ud på, at hvis det var meningen, at det skulle blive bedre, så skete det uden den hjælp fra hans side, som hidtil ikke havde givet et godt resultat. For at få tag over hovedet flyttede de under de mest primitive forhold ind i et havehus. Esther flyttede med ham, men søgte senere skilsmisse. Clemens voksede op hos sin mor, men blev ved at besøge sin far. Esther blev efter et par års tid gift igen. | Schrøder (1), Esther (I1337)
|
| 922 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. I slægtsbogen side 55-56 er der 2 siders beskrivelse af Peder Jakobsen. Alle hans børn fik navnet Kjeldberg - med kun et J som mellemnavn. Om Peder Jakobsen f. 4/6 1855, fortalt af familien. Peder var meget fremmelig i skolen, men kunne også som dreng finde på drengestreger. Engang da hans far ikke var hjemme, fandt han på med en stok at gå rundt og slå alle ruder itu på den østre hus længe. Han var dygtig nok i skolefag, men selve skriften var ikke særlig god. Han blev udskreven af skolen før tiden, da læreren ikke kunne lære ham mere. Han gik da hen til en lærer i Ø. Jølby (Galtrup) Niels P. Jespersen, som var en slags Privatlærer eller forløber for Friskolen. Han var ellers en meget skikkelig Dreng, af unoder kan nærmest siges, at han ville drille lidt, men var ellers godmodig af karakter. Det blev da bestemt, at han skulle læse, og som det var skik, blev det til Præst. Om studietiden foreligger der ikke særlige oplysninger, men det kan anføres, at i et brev, som han som teologisk Stud. skrev til sin mor, og som jeg som dreng har læst, tilsyneladende indigneret berettede om en episode, hvor en Sangerinde (formentlig den verdenskendte Svenske sangerinde Jenny Lind, kaldet den svenske Nattergal det kunne også have været Johanne Heiberg) efter sin optræden blev hyldet af studenterne, der spændte Hestene fra vognen og selv trak hende hjem til Hotellet. Han blev som teologisk Student forlovet med Charlotte Lauritsen, datter af Kaptajn L. fra København. Hun var med hjemme på besøg på Kjeldbjerggård som nyforlovet, året før fik han sin Embedseksamen. Efter denne var han, som det da ofte var skik, Huslærer. Derefter Kapellan i Bisserup på Sjælland og blev da gift. Brylluppet blev holdt i København, men en måneds tid efter var det nygifte par på Mors, og der blev da på Kjeldbjerggård holdt et efterbryllup for dem, og hvor slægten var indbudt. En del af Peders Søskende fra Mors var et års tid senere på Sjælland for at besøge de unge. De blev da hentet på Stationen et godt stykke vej fra Kappellanboligen. Transporten foregik på en Høstvogn. P. var ikke godt tilfreds med at manden havde benyttet en sådan vogn, men han havde nok ment, det godt nok til Kappelanens Familie. Da de skulle spise, morede Morsingboeme sig i det stille over den unge Præstefrue, som under måltidet knap kunne bestille andet end at hente brød. De tynde skiver, som hun skar, svandt hurtigt i de sultne Morsingboer. Chalotte var dog en dygtig husmoder og sparsommeligt som det kunne være nødvendigt i en Præstegård. Hun var elskværdig, men kunne også være skarp. Chalotte var meget musikalsk og havde fået uddannelse på konservatoriet og dyrkede særlig klaveret. Også som kritiker kom hendes musikalske sans til udøvelse ikke mindst overfor de tre af børnene Ellen Margrete, Asger og Elisabeth, som havde arvet hendes musikalske sans og tog undervisning i musik. Peder Jakobsens enke overlevede ham i næsten 20 år og døde i marts 1929 i Vordingborg hos sin ældste datter. Vinteren 1929 var meget streng og Storebælt var islagt så hendes kiste måtte henstå næsten 3 uger, så begravelsen på Gamborg kirkegård først foregik d. 23 marts. Sognets beboere har rejst en mindesten på graven. FRA DARUM SOGN, RIBE HERRED, RIBE AMT Præster efter Reformationen (Darum sogn) [Side 52] Præster i Darum efter Reformationen (efter Liber Daticus). Peder Jakobsen var gårdmandssøn fra Mors, født 1856. Kom efter sin konfirmation på et kursus i København, hvorfra han blev student. Da han var blevet teologisk kandidat i 1881, havde han nogen lærervirksomhed, indtil han blev kapellan på Sjælland. Blev i 1886 sognepræst i Hjortlund og Kalvslund, blev snart kendt i egnen som en dygtig præst, der som foredragsholder og kirkelig ordfører tog del i det åndelige liv. Da embedet i Darum blev ledigt 1891, var han ansøger her tillige med en præst mere. Grunden til, at der kun var 2 ansøgere, må søges i, at embedet var opslået med det forbehold, at den, der kaldedes, skulde finde sig i, at Bramminge Sogn med stationsbyen ville blive skilt fra med "Indtægter af Tiender og offer samt at tillige den til embedet hørende embedskapital på 29.000 Kroner også ville gå fra ti1 et eventuelt nyt oprettet embede i Bramminge". Dette kom ganske overraskende, ikke en sjæl i Darum havde hørt noget derom forinden, men rimeligvis er der sket noget under hånds arbejde fra Bramminge Stationsby. Den anden ansøger var en Pastor Simonsen, om hvem man vidste, at han var skilt fra konen og led af en stærk gerrighedsånd. Der blev sammenkaldt til etmenighedsmøde, hvor præstespørgsmålet blev drøftet, og man skuIle synes, at valget ikke var svært. Ikke desto mindre var der på dette møde en del, endogså indflydelsesrige mænd, der mente, at "vi måske gerne kunne have Simonsen, han skrev sådanne kønne stykker i Ugens Nyheder". Resultatet blev dog, at et andragende om at få Jakobsen blev underskrevet af et flertal, og Lambert Hansen og lærer Nielsen blev valgt til at overbringe dette til kulturminister Goos. Skønt ministeren ikke ville love noget, blev Jakobsen kaldet til Præst i Darum-Bramminge, og den 13. December 1891 indsattes han af stiftsprovst Koch, Ribe. Peder Jakobsen hørte fuldt ud til den kirkelige grundtvigske retning, og fra hans tid af har Trosbekendelsen lydt søndag efter søndag til enhver gudstjeneste; men Jakobsen havde i sin forkyndelse de samme stærke vækkelsestoner, som de gamle grundtvigianere (f.eks. Svendsen, Birkedal) havde, hvorfor mange åndeligt uforstående slog ham i hartkorn med Indre Mission. Dette var en fejlopfattelse af ham. Han hørte til "Betesda-mændene", som de grundtvigianere kaldtes, der ville fred og samarbejde inden for de kirkelige retninger. Han var en veltalende og dygtig prædikant og en gennemkristelig og god personlighed. At høre ham en juleaften i kirken, når han havde glædens harpe stemt, var en oplevelse af stor åndelig virkning, kort, klar og højtidsstemt. Han var afholdsmand og havde, før han kom til Darum, også været afholdstaler, men dette ophørte han med, da det blev ham for uåndeligt. Han drev selv præstegården, men han var ikke meget praktisk og noget ubeslutsom. Han havde et vanskeligt sind, der kunde svinge lige fra tungsind til den højeste glæde. Jakobsen havde den anden vinter, han var i Darum, et svært sygeleje, og siden var han en svag mand. Navnlig kunne han ikke tåle kørslen til annexet. Han søgte derfor det lettere embede i Gamborg på Fyn, hvor han i 1911 fik et apoplektisk tilfælde på prædikestolen og måtte bæres hjem, hvor han udåndede få timer efter. Fru Charlotte Jakobsen, født Lauritzen, var eneste datter af en skibskaptajn og forkælet opdraget. Hun havde et heftigt sind, hurtig til glæde og hurtig til sorg, hun sang godt og var meget musikalsk, rask i sine bevægelser og tale og kunne let støde folk, men lærte man hende ret at kende, var hun i virkeligheden en god kvinde. Parret havde i ægteskabet 3 Sønner og 2 Døtre. | Jakobsen, Peder (I32)
|
| 923 | Fra slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Inger Kirstine Jakobsen var ugift. I de sidste 10 år af sin moders liv var hun hjemme og plejede hende. Derefter boede hun i huset i en årrække sammen med sin også ugifte søster Else. | Jakobsen, Inger Kirstine (I351)
|
| 924 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Jakob Mikkelsen Jakobsen f. 1875, blev gift med Marie Sandal f. 20/6 1875, død 2/6 1935 datter af gdr. Niels Sandal, Bjergby. Jakob og Marie boede indtil 1914 i S. Dråby, da de overtog Kjeldbjerggård, (efter Peder Kjeldbjerg, søn af Poul Kristen Jakobsen) hvor de altid var gæstfrie værter for slægtsmedlemmer, som gerne ville besøge slægtsgården. Jakob Mikkelsen, hvilket navn han altid blev kaldt, hensov en nat af en hjertelammelse i 1938 kun 63 år gammel. | Jakobsen, Jakob Mikkelsen (I193)
|
| 925 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Jakobsen, J.M. (I820)
|
| 926 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Kathrine Jakobsen f. 23/9 1886, død maj 1969. gift med Regnskabsfører Svend Johansen fra Revninge på Fyn. f. 1894 død i 1965. De boede de første år i Karise på Sjælland, men flyttede i 1920’erne til Odense, hvor de boede sammen i over 40 år. De fik 2 sønner Eilif og Helge | Jakobsen, Kathrine (I355)
|
| 927 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Niels Sandal Jakobsen født 1/6 1902 død 13/8 1949 uden forudgående sygdom. Gift med Ingrid Kortbek f. 28/7 1904 på "Jølby Nygaard" og død 16/3 1983. Hun var datter af gdr. Peder Kortbek, Jølby Nygård, f. i Sundby 18/3 1880 d.1962 og hustru Marie f. Østergård fra Jølbygård. Niels Sandal Jakobsen overtog sin svigerfars gård, som hans kone har drevet videre efter hans død. Niels og Ingrid fik 6 børn FT 1940: https://www.myheritage.dk/research/collection-10706/1940-danmark-folketaelling?action=showRecord&itemId=4437521-&indId=individual-527019781-7001533&s=527019781. Sundby Mors, Solbjerg-Sundby Mors, Morsø Nørr, Thisted, Denmark | Jakobsen, Niels Sandal (I356)
|
| 928 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Peder Ringgård Jakobsen f. 22/11 1878, død i 1959. Han var opkaldt efter sin morfar og blev aldrig benævnt andet end Peder Ringgård, gift med Kirstine Andersen fra Balling, i hvilken by han kom til efter at være blevet udlært som mejerist, og var der mejeribestyrer i 43 år og boede der efter at have trukket sig tilbage. Hans kone som (i 1962) overlever ham, bor der endnu, men er svagelig og plejes af datteren. I Peder Ringgård og Kirstines ægteskab fødtes 6 børn: 03-01-2009 efter slægtstræet over Ringgaard-slægten modtaget af Ole Windfeldt-Lund - var mejerist i Salling | Jakobsen, Peder Ringgård (I353)
|
| 929 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Jakob Poulsen Kjeldbjerg (kun kaldt Jakob Kjeldbjerg) f. 13/12 1880 og død 22/1 1963, gift med Agnes Møldrup f. 14/5 1881 død 27/6 1951. Friskolelærerinde datter af Christen Møldrup og hustru Bertha Kirstine M. Agnes døde i Klank pr. Galten 27/6 1951. Jakob Kjeldbjerg havde som dreng lyst til både at lære og at læse oplysende ting og holdt således det udmærkede tidsskrift ” Frem” da det udkom. Tillige var han interesseret i mekanik, så det var ham der måtte ordne de maskiner hans far købte. Men hans mindre søskende havde så også at holde fingrene fra værktøj og skruer. Da han var 17 år kom han på højskolen i Hundborg, Thy, hvor Peter Hansen, farbror til Agnes var forstander. Det er sandsynligt, at Agnes var på skolen som hjælp i huset på dette tidspunkt. I hvert fald var Jakob efter hjemkomsten tilbøjeligt til at synge visen med omkvædet: Agnes min dejlige sommerfugl!!! Hvad skete 15 år senere? Jakob lærte også lidt violinspil hos skomageren i Bjergby, der var spillemand. Senere var Jakob på Tune Landbrugsskole. I 1903 kom han hos sin farbror i Gamborg for at forestå præstegårdens landbrug. Et halv års tid efter forpagtede han præstegården, men i 1906 fik han overdraget forpagtningen til sin fætter Peder Ringgård, søn af Niels Pedersen Ringgård, Gullerup. Peder Ringgård blev g. m. Gudrun Bak Nielsen der var lærerinde i Gullerup friskole. De købte senere og drev Give kro og Hotel til deres alderdom. De fik mindst 11 børn, hvoraf en nr. 6 Asger Ringgård er professor ved Århus universitet og en anden er lærer og sangleder i Silkeborg. Jakob Kjeldbjerg overdrog forpagtning for at komme til Mors og hjælpe sin far med at overtage gården Damgård i Ø. Hvidbjerg. Da denne gård i 1908 solgtes, opløstes fællesskabet og Jakobs far erhvervede gården Frederiksminde i Tøving, mens Jakob købte en mindre landejendom i Bjergby. Jakob var dygtig og sparsommelig og i 1910 købte han den store gård Vilhelmsborg ved Thisted. I en for begge modnere alder traf han her Agnes Møldrup, som var friskolelærerinde i Thisted, og de blev gift i 1912. Ikke så længe efter solgte Jakob med fortjeneste gården Vilmhelmborg og købte den kun ca. halv så store Østergård i Fjallerslev, som han et års tid senere byttede med “Mølhave” på Nordmors. Den var på godt 200 tdl. og købtes for 100.000 kr. Her havde ægteparret en halv snes gode år både økonomisk og med forøgelse af børneflokken. Mange af familien på Mors tænker på tiden med taknemlighed, ikke mindst for børnene. Hvert år skabte Agnes en juletræsfest for dem og hun havde evnen til at få den rette feststemning frem hos alle generationer. Som nævnt var en farbror til Agnes højskoleforstander P. Hansen, som oprindelig var uddannet håndværker. En anden bror var håndværker i København og blev stor bygmester og byggede bl.a. National- og Scala-komplekset. Han var kendt under et slags øgenavn Hellighansen, som hans svende havde døbt ham. Fordi han mødte om morgenen og forlangte arbejderne samlet til morgensang før arbejdet. I øvrigt blev han under en krigsperiode ruineret og ville ikke modtage hjælp af nogen og endte sine dage på det såkaldte ”Almindeligheden”. Også Agnes var en særpræget personlighed og stemningsmenneske. I sine unge dage sneg hun sig forklædt over grænsen til og fra Sønderjylland. Hun gennemførte selv at give sine børn skoleundervisning. I opgangstiderne kan man sige hun var den hjælpsomme og glade giver, men da der kom modvind og nedgangstider i allerhøjeste grad, var hun ikke mindst den der havde rygrad til at bære de byrder, det medførte. Da hun de sidste par år var syg, angrebet af kræft i spiserøret, som kan hindre både at spise og drikke, søgte hun stadig at holde modet oppe. Den bølge af depression i forretningsverdenen og landbruget, og som var en reaktion efter krigens opskruede forhold, gik også hen over familien på Mølhave. Nogle af de problemer, som opstod, er vist af Thomas Olesen Løkken i bogen, ’’Bonden Niels Hald”. Før krisen rigtig satte ind i 1922 havde Jakob købt gården Frederiksminde af sin far, idet han så ville sælge Mølhave og derefter sidde som en velhavende mand på Frederiksminde. Imidlertid gik den sidste handel ikke i orden før bankkrakkene i 1922 satte ind, og alt gik ned i en bølgedal, så ingen ville købe den større gård. Krisen ramte først broderen Peder, der gennem ejendomshandler havde større engagementer i bankerne, men bølgerne bredte sig til hans bror og deres far, som man mente, rent formelt havde kautioneret for kassekreditter. Der måtte jo realiseres for at tilfredsstille bankerne med likvid kapital. Peder realiserede selvfølgelig først af hvad der var muligt, men både kautionsforpligtelser og virkningerne af den ændrede økonomiske tilstand, gik jo ikke sporløst hen over driften af de to store gårde. En af de to gårde måtte afhændes og det blev af to grunde Frederiksminde i Tøving. Dels syntes der at blive mindst konjunkturtab på den største ejendom, og dels var det lettere at finde en kapitalstærk køber til den mindre. I 1922 afhændedes Frederiksminde, og en af de gårde Peder, som panthaver havde overtaget og p.t. beboede, blev overdraget Jakob, som dog blev boende på Mølhave indtil han i 1925 nærmest blev tvunget til at sælge denne. Derefter overtog Jakob Stenholtgård efter bror Peder. Man nåede efterhånden frem til krisen i trediverne og nævnte gård ’’Stenholdtgård” Kragelund pr. Engesvang blev da afhændet og en mindre gård “Godthåb” ved Nr. Snede købtes. Denne gård var af ringe kvalitet og krævede mere likvid kapital en ventet, for at sætte den i drift og blev derfor afhændet. Parret og de yngste børn flyttede i en kort periode ind i en kælderejendom i Nørre Snede. Jakob købte derefter et husmandsbrug i Klank ved Århus - Silkeborg landevejen, nabo til Klank Højskole, det var i 1934. Agnes døde som nævnt af kræft i spiserøret kort efter sin halvfjerdsårs fødselsdag i 1951. 70 års fødselsdagen blev dog markeret med en familiefest hvor de 7 børn med deres familie var samlet i huset Klank. Og Jakobs søster Ane og Anes yngste datter Rigmor fra Mors, havde også taget turen ned til Klank, for at være med til at fejre Agnes. I 1959 blev denne ejendom i Klank fordelagtigt solgt til kommunen og Jakob købte ’’Smedegården” i Linå ved Silkeborg. Han drev ejendommen sammen med sin ældste, ugifte søn Poul, indtil sin død i 1963. Jakob og Agnes Kjeldbjerg er begravet på Galten kirkegård. Der er skrevet lidt ekstra biografi om Jakob Kjeldbjerg, ligesom denne vil blive suppleret ved Peders biografi, da det giver et billede af de urolige økonomiske forhold, som man let kunne blive hvirvlet ud i. Et andet medlem af slægten, nemlig Peder Rasmussens datter og hendes mand Due var også ude i strømmen, men slap med større ressourcer noget lettere ud af klemmen. Jakob Povlsen Kjeldbjerg har nedskrevet sine erindringer fra barndom og ungdom, som kan læses her: https://www.xn--kjeldbjergslgten-5ob.dk/histories/Jakob-Povlsen-Kjeldbjerg-erindringer.pdf På nedenstående link kan du også se hvem der har ejet Kjeldbjerggaard, fra 1768 - 2006 https://kjeldbjergslaegten.dk/kjeldbjerggaard.htm . | Kjeldbjerg, Jakob Povlsen (I2)
|
| 930 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg med tillæg i 1972. Mads Berthelse var fra Hedegård, Idom, samme sogn som V. Burlund. Mads og Karen købte en mindre gård i Idom. Mads døde i 1943 som 40 årig af leukæmi. Efter Mads's død, drev Karen gården den videre sammen med sin bror Poul, som bestyrer. I 1996 døde Poul Kjeldbjerg og samme år flyttede Karen på Plejehjemmet Parkvænget i Holstebro. | Bertelsen, Mads (I145)
|
| 931 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg med tillæg i 1972. Poul og Lars var enæggede tvillinger, lignede hinanden så meget at kun de allernærmeste kunne kende dem fra hinanden. I 1943, efter at Pouls svoger Mads Berthelsen døde i en alder af 40 år, blev Poul bestyrer hos sin søster Karen (enke efter Mads Berthelsen, og hjalp hende med at drive gården i Idum videre. I 1996 døde Poul Kjeldbjerg og samme år flyttede Karen på Plejehjemmet Parkvænget i Holstebro. | Kjeldbjerg, Poul (I94)
|
| 932 | Fra slægtsbogen skrevet i 1962 af Johannes Kjeldbjerg: Ugift, men forlovet i 1962 med lærerinde fra Kbh. Først landmand så lærer fra den frie lærerskole, Ollerup. Boede i Holsted et par år, mens han var ansat ved Ungdomsskolen i Holsted (medio 1950 erne?). Derefter til Nr. Snede Statsfængsel som lærer, og senere ansat som fængselslærer ved Ungdomsfængslet, Nyborg. Tillæg til slægtsbogen: Et par år højskolelærer ved den nordiske folkehøjskole i Italien (1962) hvor han mødte Mette, som han giftede sig med. Sammen fik de døtrene Ditte og Lotte. Privat oplysning: Er gudfader til Else Kjeldbjerg f. 1954. . . | Sørensen, Poul Mejlhede (I232)
|
| 933 | Fra Slægtsbogen Slægten fra Kjeldbjerggård på Mors skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Jens Laursen blev gift med Maren Jensdatter og fik gården Rørkjær i Nr. Skjoldborg i fæste. De fik en datter som blev døbt Magrethe f. 1710. Margrethe blev i gården og giftede sig med Jens Nielsen. Så vidt det kan ses havde de en søn, Mikkel Nielsen. | Laursen, Jens (I460)
|
| 934 | Fra slægtsbogen Slægten fra Kjeldbjerggaard skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962 s. 17. Poul Christian Jensen Skadholm købte Nørgård i Skjoldborg og lagde jord til. Han var gift med Else Jensdatter f. 1793 - d. 1846, hun var datter af Jens Christensen Østergård og Bodil Kristine Jensdatter Frøkjær, hvis forældre var Jens Andersen Frøkjær. På gården (Nørgård) i Ås boede i 1960'erne Anders Frøkjær, gården har nu skiftet navn fra Frøkjær til nu Brydevig. Folketællingen i 1840 viser at flg. var i husstanden: Poul Chr. Skadholm, 65, Gift Gaardmand, Else Jensdatter, 46, Gift, hans Kone, Jens Poulsen, 21, Ugift, deres Børn, Niels Poulsen, 20, Ugift, deres Børn, Maren Poulsdatter,18,Ugift, deres Børn, Ane Poulsdatter, 15, Ugift, deres Børn, Kirstine Poulsdatter, 13, Ugift, deres Børn. Jens Ibsen, 26, Ugift, Tjenestekarl. Folketællingen i 1845 viser at flg. var i husstanden: Poul Chr: Skadholm, 70, Gift, Gaardmand, Skjoldborg - Else Jensdatter, 52, Gift, Hans kone [Poul Chr: Skadholm], Silstrup - Niels Poulsen, 24, Ugift, Deres børn [Poul Chr: Skadholm og Else Jensdatter], Skjoldborg - Maren Poulsdatter, 22, Ugift, Deres børn [Poul Chr: Skadholm og Else Jensdatter], Skjoldborg - Ane Poulsen, 19, Ugift, Deres børn [Poul Chr: Skadholm og Else Jensdatter], Skjoldborg - Kirstine Poulsen, 17, Ugift, Deres børn [Poul Chr: Skadholm og Else Jensdatter], Skjoldborg - Christen Pedersen, 26, Ugift, Tjenestekarl, Skjoldborg - Jørgen Andersen Hald, 19, Ugift, Tjenestedreng, Skjoldborg 20-03-19: http://www.damenge.dk/slaegt/4551.htm + http://www.bolyhne.dk/Slaegtsforskning/Mineaner/fam065xx/fam06539.htm ---------------------------------------------------------- 10-1-2022 tilføjet note fra: http://www.bolyhne.dk/Slaegtsforskning/Mineaner/noter/ni19159.htm#notes Ved Pouls død blev der 3 måneder efter dødsfaldet holdt skifte i Nørgård . Her fremlagde sønnen Niels et af forældrene oprettet selvejertestamente dateret 23. januar 1816, hvorved han og afdøde hustru er testamenteret boets faste og løse ejendomme for 6000 rd uden beskæring og at afdøde ikke har efterladt sig andet end det før nævnte. Afdødes arvinger er Jens Poulsen 31 år og Niels Poulsen 29 år samt datteren Maren der er ugift og Ane ugift,samt Kirstine der ligeledes er ugift. Den ældste søn Jens påtog sig formynderskabet for sine søstre. Ifølge det fremlagte skal Niels udrede arv til sine søstre 1000 rd til 11. juni og 11. december termin senest 1 år efter dødsfaldet, samt fri bryllup til 60 gæster hvis de bliver gifte. Gården er sat til hartk. 8 tdr 7 skp 3 fdr 2 alb, samt konge - korn og qvægtiender og kirketiender. Skifteudgifter bliver ialt 148 rd | Skadholm, Poul Christian Jensen (I289)
|
| 935 | Fra Slægtsbogen Slægten fra Kjeldbjerggård skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Desuden oplysninger fra Asta Nørgård Jensen. Jens Kjeldbjerg giftede sig med Marie Christensen f. 14/8 1904 i Tæbring død 17/1 1988. Maries forældre var gdr. Kristine og Esper Christensen. Jens og Marie boede forskellige steder på Holstebroegnen. Under 2. Verdenskrig var Jens medlem af Frikorps Danmark og deltog i kampene på Østfronten på tysk side. Efter afslutningen af 2. verdenskrig kom et retsopgør i Danmark hvor mange tidligere frikorpssoldater blev straffet for deres medlemskab af Frikorps Danmark med fængselsstraf i op til 2 år. Jens Kjeldbjerg slap med omkring 1 års fængselsstraf. Sammen fik Jens og Marie 7 børn. | Kjeldbjerg, Jens (I91)
|
| 936 | Fra slægtsbogen Slægten fra Kjeldbjerggård skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962/1972. Anine blev født på Kjeldbjerggård og flyttede efter 1914 med familien rundt på forskellige gårde i perioden mellem 1914 og ca. 1925 hvor faderen Peder Kjeldbjerg købte gården Vest Burlund ved Bur syd for Holstebro. Anine var ugift og var i en årrække en slags husbestyrerinde hos sin farmor Kirsten Marie (også kaldt Gammelmoer)i Øster Jølby. Faderen Peder Kjeldbjerg flyttede i starten af 1950'erne også ind i huset i Øster Jølby, og efter Gammelmoers død, overtog Peder og Anine huset. Nekrolog i Morsø Folkeblad. Anine Kjeldbjerg, Præstbrovej 350, Øster Jølby, er død 82 år gammel. Anine Kjeldbjerg var født på Kjeldbjerggård i Gullerup, som hendes forældre drev i nogle år. Senere flyttede familien til Holstebroegnen. Hendes mor døde i 1931, og det faldt derfor i Anines lod at tage sig af faderen. De vendte tilbage til Mors og flyttede ind i huset på Præstbrovej, hvor hendes bedstemor havde boet. Her døde hendes far, og Anine Kjeldbjerg blev alene, men holdt trofast sammen på den store Kjeldbjergfamilie, og holdt i det hele taget familiens traditioner og holdninger i hævd. Hun fulgte med levende interesse med i det folkelige og kirkelige liv omkring frimenigheden i Øster Jølby og levede også i den henseende op til slægtstraditioner. Hendes venner vil mindes hende som et beskedent og stilfærdigt menneske. | Kjeldbjerg, Anine (I92)
|
| 937 | Fra Slægtsbogens tillæg skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1972: I 1797 udsteder Jens Stadel til Søe fæstebrev på Gullerupgård til Michel Jensen (kaldet Klitgård), som imidlertid året efter køber gården til selveje. Michel Jensen dør 17/6 1809. Sidsel sad ikke enke så længe idet Bjergby kirkebog for 1809 viser " D. 21. oktober meldte sig til ægteskab ungkarl Lars Jacobsen af Gullerup og enken Sidsel og viedes d. 17/11. De var begge født i 1769". Lars Jacobsen der lige havde overtaget Kjeldbjerggaard af sin far Jacob Larsen, overdrog så denne til sin bror Michel Jacobsen, da han selv ved ægteskabet overtog søndre halvdel af Gullerupgaard, som i øvrigt senere skulle blive Ringgaardslægtens gård. 21-10-2020 hvis Lars Jacobsen er døbt i Bjergby kirke, så burde han står i denne kirkebog, men jeg kan ikke læse hvad der står.: http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=159661&side=29 | Jacobsen, Lars (I980)
|
| 938 | Fra Tillæg til Slægten fra Kjeldbjerggård skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, og Ringgaardslægten fra Mors side 9: Poul Mortensen boede ved den gamle vej øst for fattighuset. Ved samme vej en husmand og en fisker, der blev kaldt store Niels Rytter, i forhold til en mand i Bjergby med samme navn, men kaldtes lille Niel Rytter. Om "store" Niels Rytter blev i min drengetid i 1890'erne sagt, at han ikke kunne drukne, for han var et par gange væltet med sin båd, men det blev fortalt, at så kravlede han op på kølen og red således i land. Men alle gode gange blev ikke tre, for da druknede han. Hans kone hed Anne Cecilie, og det er troligt, men ikke nærmere undersøgt, at det var Mariane og Morten Christensens datter (altså en søster til Poul Mortensen. Hvis man havde en eller anden hævelse eller ømhed, så kunne man hos hende købe noget salve eller plaster for nogle ører. Det hed blot "Ane Cecilies plaster" | Mortensen, Poul (I3430)
|
| 939 | Fra Tillæg til Slægten fra Kjeldbjerggård skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, og Ringgaardslægten fra Mors side 9. Jens Mortensen var noget handicappet i sin legemsbygning, nærmest pukkelrygget, og blev urmager og boede i Ø. Jølby, hvor han også blev bestyrer af telefoncentralen. | Mortensen, Jens (I3431)
|
| 940 | Frederik blev udlært bager, men matte opgive professionen paa grund af eksem i hænderne, han var saa en tid landpost paa Mors, men opgav denne stilling af religiøse grunde og rejste i 1902 til København, hvor han har boet det meste af tiden siden, og hvor han har ernæret sig som "altmuligmand" . Han er meget religiøst indstillet og skriver bla.a. til et lille religiøst maanedsblad i Norge. (1949) | Thomsen, Frederik Søndergaard (I3110)
|
| 941 | FT 1801: http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=26319&side=5 - 2 familie i midten, og hendes forældre Lars og Karen Pedersen 66 / 68 Aar bor der også | Larsdatter, Maren (I467)
|
| 942 | FT 1800: Hun er 36 år og gift med Knud Langballe 64 år, de har børnene Anna 4, og Peder 2 | Pedersdatter, Karen (I1961)
|
| 943 | FT 1801, Haverslev Øster Han Hjørring Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested: Christen Larsen, 31 , Gift, Husbonde, Bonde og gårdbeboer, Giertrud Jensdatter, 31 , Gift, Hans kone, Maren Christensdatter, 3 , Ugift, Deres barn, Lars Christensen, 1 , Ugift, Deres barn, Peder Pedersen, 28 , Ugift, Tjenestekarl, National soldat, Maren Jensdatter, 20 , Ugift, Tjenestepige, Christen Andersen, 58 , Gift, Husbondens fader, Nyder ophold af sønnen, Maren Albertsdatter, 68 , Gift, Husbondens moder, Nyder ophold af sønnen, | Albertsdatter, Maren (I2647)
|
| 944 | FT 1801: http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=26319&side=5 - 2 familie i midten, og hendes forældre Lars og Karen Pedersen 66 / 68 Aar bor der også | Andersen, Rasmus (I466)
|
| 945 | FT 1890 Blegind, Hjelmslev, Skanderborg, Denmark | Basse, Niels Jensen (I1789)
|
| 946 | FT 1894 Erhverv: Bysmed, Skødstrup, Øster Lisbjerg, Randers, Denmark FT 1901: Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers, Danmark FT 1940: Rødovre, Sokkelund, København, Denmark | Christensen, Christen Eskild (I3375)
|
| 947 | FT 1901: Løvel, Nørlyng, Viborg Bopæl 1930: Odense | Pedersen, Karen (I2129)
|
| 948 | FT 1906: Landmand /Tømrer Mellem Jølby FT 1916: Møller Mellem Jølby | Pedersen, Kristen Dissing (I2198)
|
| 949 | FT 1916 Blegind, Hjelmslev: https://www.myheritage.dk/research/collection-10196/1916-danmark-folketaelling?s=527019781&itemId=1755489-&groupId=a514aef0b41fb98f3011626e4de5bf3e&indId=individual-527019781-7501007&action=showRecord | Rasmussen, Kristian (I1792)
|
| 950 | FT 1921: https://www.myheritage.dk/research/collection-10197/1921-danmark-folketaelling?s=527019781&itemId=2986140-&groupId=655bb47a0f61fd2f3c7e27b7191b844f&indId=individual-527019781-7500366&action=showRecord | Jensen, Jens Knudsen (I2453)
|
