Match 851 til 900 fra 1,556
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 851 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 61. Kathrine Toft f. 10/5 1881 og død i 1910 i Worshester, Massachuset, U.S.A. Var ugift. | Toft, Maren Kathrine (I265)
|
| 852 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 61. Kresten Toft f. 28/4 1886. D. 9.10-1907 gift med Kathrine Kibsgård, f. 8/12 1886. Datter af gdr. Martin Kibsgård, Kronborg, Solbjerg. Smedeforretning i Tøving fra 1907 -12. Derefter en mindre landejendom i Flade og fra 1917 gdr. I S. Dråby. Indvalgt til bestyrelsen afhjælpekassen 1921 - 25 og af menighedsrådet fra 1928. Indvalgt i sognerådet 1929 (rad. Løsgænger). Skolepatron og i skolekommissionen. Sidst i halvtredserne afstod han gården og købte hus i Ø. Jølby. Kresten Toft og Kathrine fik følgende 5 børn: Agnes, Karl, Helga, Ellen og Karen. 8/11-2020 fundet gravsten på Morsø Frimenigheds kirkegård. Heraf fremgår at Katrine er født Kibsgård, og ikke Dissing som Johannes Kjeldbjerg har skrevet i slægtsbogen, | Toft, Kresten (I268)
|
| 853 | Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 62. Jens Toft f. d. 12/6-1888 d. 1960 i København. Jens Toft blev født på gården i Solbjerg og havde sin barndom og opvækst her og senere på gården i Erslev, som forældrene Else og Peter Toft flyttede til. Efter sin konfirmation tog Jens præmiliæreksamen fra realskolen i Nykøbing. Efter eksamen kom han på kontor hos sagfører Niels Ovesen i Nykøbing, der også var bladudgiver (Morsø Dagblad). Bladet blev trykt i Skive, og Jens kom til at fungere som en slags lokalredaktør og reporter. Senere kom han til Skive Folkeblad som journalist. Derefter til Ringsted som vikar for redaktør Barnsager. Senere igen ansættelse ved Kjeldskovs Bureau. Jens var sproginteresseret og lærte engelsk og studerede kunstsproget Esperanto, og blev redaktør for bladet Esperanto. Jens Toft tog så til London for at studere forholdene der, og for at lære sproget perfekt. Dernæst tog han til USA og fik arbejde på et stort slagteri i Chicago og tog kursus i telegrafi. Tog på et trip til Canada og fik arbejde ved Jernbanerne, og rejste på denne måde landet igennem på kryds og tværs, og havde for tanke at skrive en bog om Canada, idet han overalt indhentede oplysninger og samlede billedmateriale. Dette var under de første år af 1. Verdenskrig (1914 - 1918) Under krigen tog han hjem til Danmark over England. På vejen fra England kom han forbi valgpladsen for "Jyllandsslaget" i Skagerak dagen efter afslutningen, og så det uhyggelige billede deraf. Hans gods var sendt pr. skib, som imidlertid blev torpederet, så alt hans indsamlede materiale gik tabt. Lige netop hjemkommet til Danmark, tog Jens til Tyskland for at sætte sig ind i forholdene i dette land under krigen. Han blev imidlertid arresteret som mistænkelig person, og sad i et ret ubehageligt fængsel i 3 måneder, indtil han gennem konsulatet og det danske udenrigsministeriums mellemkomst blev løsladt og rejste til Danmark. I København kom han i forbindelse med bestyrelsen for den oprettede organisation "Den personlige friheds værn", som savnede en mand, der kunne organisere og lede driften af et kontor for organisationens sager og forbindelser ude i landet, ligesom ønsket om starten af et medlemsblad. Her havde Jens nogle rolige år. Men da man i U.S.A. havde indført forbud imod alkohol,og man hørte om dettes virkninger på godt eller mest ondt, og man fra afholdsbevægelsens side arbejdede for forbud herhjemme, fandt han det ønskeligt at studere forholdene på nært hold i U.S.A. og fik orlov fra sin stilling og rejste på turne i U.S.A. hvorfra han sendte beretninger til foreningens blad. Under dette ophold kom han til at se på Mexico, som et slags eventyrland, som syntes at være i opkomst. Jens sagde sin stilling i København op og rejste rundt i Mexico og lærte det spanske sprog. Her fik han ansættelse som disponent på en stor cement eller teglværksfabrik, hvor han både fik en god løn og fin villa til tjenestebolig. Nu fandt Jens Toft, at han turde bede en pige, som han kendte fra København, rejse over til sig og gifte sig med ham. Esther Schrøder, som pigen hed, var ikke bange for at vove sørejsen, men hun kom også fra Esbjerg, datter af en bogtrykker. På vejen derover kom skibet ud for en voldsom storm og blev slået i stykker og ville synke. Alle, - først kvinder og børn, skulle i redningsbådene, men en gammel sømand holdt Esther tilbage og sagde at hun skulle blive hos ham på skibet, da redningsbådene ville gå til bunds (de var allerede overfyldte). Sømanden bandt hende og sig selv til masten på det højeste sted af skibet. Redningsbådene gik til bunds, men dagen efter forliset blev Esther og sømanden taget op af et skib og sejlet til Hamborg, hvor rederiet fandtes. Modet var ikke tabt hos den Esbjergensiske pige, og efter udbetalingen af erstatning og ny billet, og besøg i Esbjerg og på Mors, rejste hun på ny, og nåede denne gang velbeholden til Mexico City, hvor Jens boede. De blev gift og havde det strålende og fik efter et års forløb en søn, som blev døbt Clemens, opkaldt efter Nykøbings skytshelgen St. Clemens. Men i Mexico fik kommunismen overtaget og en skønne dag, efter 4-5 år, blev der revolution og arbejderne på fabrikken stillede en morgen på kontoret og tilfangetog ledelsen og skød et par stykker af dem. Men Jens Toft havde altid som dansk demokrat stået på god fod med arbejderne, så ham lod de gå, men han kunne dog ikke mere bruges på fabrikken. Så var det igen på "bar bund" for den lille familie, og føden måtte tjenes samtidigt med penge til billetten hjem, da det så ud til at revolutionen holdt ved. Jens blev agent i de nye kunstsilkestrømper og var "professor" ved et korrespondanceundervisningsinstitut. Esther udnyttede sit kendskab til kogekunst på et hotel og Clemens tumlede rundt med mexicanerbørn af alle hudfarver. Efter et års tid rejste de hjem til Danmark ribbet for alt, - også illusioner. Også i Mexico havde Jens samlet på oplysningsmaterialer og billedstof og under sine salgsrejser ude i det store land, havde han deponeret dette og bøger og lignende hos en katolsk præst, som de havde været nabo til. Da hjemrejsen skulle foregå, viste det sig, at præsten var forsvundet og havde medtaget de betroede ejendele. Efter de 7 år i Mexico kom de i 1929 hjem til Danmark med livet i behold og drengen Clemens, der kun talte spansk, han var da 5 år. Det værste var, at Jens Toft havde tabt troen på sig selv og en fremtid. I stedet for havde han hengivet sig til en skæbnetro, der gik ud på, at hvis det var meningen, at det skulle blive bedre, så skete det uden den hans hjælp fra hans side, som hidtil ikke havde givet et godt resultat. For at få tag over hovedet flyttede de under de mest primitive forhold ind i et havehus. Esther flyttede med ham men søgte senere skilsmisse. Clemens voksede op hos sin mor, men blev ved at besøge sin far. Esther blev efter et par års tid gift igen og Clemens blev ved at komme til Mors hos familien i ferierne. Jens Toft søgte ind i Det theosofiske samfund og fandt ro derved. Han arbejdede for villabyernes blade, væsentlig som annoncetegner. Senere udnyttede han sine sprogkundskaber efter krigen særlig spansk, som han havde fået interesse for. Også Jens blev senere gift igen med en sygeplejerske, Nanna. I dette ægteskab blev født en datter Hanne Lisbeth Toft i 1944. . | Toft, Jens (I269)
|
| 854 | Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 62. Karen Toft f. 20/7 1926. Damefrisør, gift med Jens Chr. Dissing Felthaus, søn af skræddermester Rasmus Felthaus, Solbjerg. De har følgende børn: Jørgen, Knud, Inger, Else og Tove | Toft, Karen Elisabeth (I1330)
|
| 855 | Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 64. Marie Toft. f. d. 13.3-1898, død 21/4 1960 ugift. Marie arbejdede ved det huslige og havde efterhånden husbestyrerindeplads. I de sidste mange år hos en gårdejer i Vendsyssel. Efter hans død rejste hun til Mors og havde ikke flere pladser. Måske var hun ikke rigtig rask, i hvert fald døde hun efter et par års forløb kun 62 år gammel | Toft, Marie (I271)
|
| 856 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 65. Inger Kathrine (kaldet Trine). Hun var som de fleste i sin søskendeflok under middelhøjde, og finlemmet af bygning. Derimod viste hun ligesom søsteren Stine i den modnere alder tilbøjelighed til korpulence. Trine karakteriseres af sine jævnaldrende som godheden selv, og det var ikke blot som barn, men også op i de voksne år, og hvor hun blev så heldig stillet, at hun fik råd til at vise sin gavmildhed. Derimod kunne hun godt finde på at drille pigerne noget, hvis hun ikke fik sin vilje, (altså som barn). Som barn og ung var hun altid oplagt til løjer og kunne være vittig. Der var en tid fuld af rotter i Kjeldbjerggård, og hendes mor, Ane Poulsdatter, gik da og forsøgte at tætte hullerne med sten og mørtel. Trine kaldte hende da ” Murermester Poulsen”. I skolen var hun dygtig til regning, men med skrivning og ortografien var det mindre godt. Som ung tog hun på højskole på Fyn-Dalum og derefter tog hun plads derovre. Hun kom til Brændeskov Mejeri som husbestyrerinde hos forpagter Peder Rasmussen. Ham blev hun gift med i 1891 og brylluppet stod på Kjeldbjerggård. Hendes svigerinde, Kirsten Marie på gården fortæller, at Trine var forfærdelig nem at have med at gøre med hensyn til det arvemæssige udstyr. Helst ville hun næsten ikke modtage noget, for at det ikke skulle volde vanskeligheder for Poul og Kirsten Marie. Trine og Peder Rasmussens hjem var i de første år på Mejeriet og senere på Brændeskovgård, som Peder forpagtede. Engang i 1880'erne kneb det med afsætningen på Mejeriet og lagrene hobedes op og indtægterne svigtede som følge heraf. Peder Rasmussen fik da støtte fra familien på Mors, og denne hjælp blev aldrig glemt. Mange år efter gengældte han hjælpen mangefold i for af lån og kaution, så det blev vist efterhånden få af familiens grene, som ikke på den ene eller anden vis havde fået støtte fra Brændeskovgård.Det er dog vist helt givet, at Inger Kathrine(Trine) i høj grad havde påvirkning i dette! Det skal anføres, at Inger Kathrine og Peder Rasmussen ligger begravet på Svendborg Kirkegård, idet de ved begyndende svagelighed havde fået forpagtningen af Brændeskovgården overdraget til den ældste datterdatters mand, Jørgen Møller og flyttede til Svendborg. Inger Katrine Rasmussen døde d. 23/4 1924 og fra hendes begravelse refereres, at den foregik fra Vor Frues Kirke i Svendborg, hvor der var samlet så stort antal af slægt og venner, at der næppe var plads i det store kirkerum. Ved båren talte valgmenighedspræsten Nørgård, Vejstrup og sagde bl.a. ’’Intet er så lykkeligt, som at have levet sit liv i et godt hjem, i det fællesskab, som er der. Derfor føles det som en stor sorg og et savn at fru Rasmussen er borte, men det samliv, der er levet på Brændeskovgård skal kaste lys over sorgen. Ikke alene hjemmet prægedes, men også det livsvirke, som på denne egn satte sine frugter i friskolen og valgmenigheden. Derfor er der mange, som nu sender en taknemlig tanke til hjemmet på Brændeskovgård, hvor der tillige altid var offervillighed. Fru Rasmussen havde i sit hjem på Mors mødt de åndelige værdier og hun blev i den tro gennem livet. I kirken sang til slut Elisabeth Jul, Vordingborg: Jeg er træt og går til ro. Ved graven talte pastor Sveistrup Gudbjerg (det sogn hvori Brændeskovgård ligger) og fremhævede bl.a. at mange småkårsfolk ville mindes fru Rasmussen, for den godhed hun altid udviste imod dem. I ægteskabet var der 3 døtre, som alle fik efternavnet Skovgård efter gården “Brænde Skovgård”. . . | Jakobsen, Inger Katrine (I34)
|
| 857 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 65. Peder Rasmussen var forpagter af Brændeskov Mejeri og forpagtede i 1893 Brændeskovgård på Fyn (tilhørende godset Broholm). P.R. og Inger Kathrine Jakobsen fik 3 døtre, som alle blev døbt Skovgård efter BrændeSkovgård. Deres hjem stod altid åbent for familiemedlemmerne på Mors - selv for de yngste led. Peder Rasmussen var dygtig, vel noget af et geni på sit område, så han blev sin samtids eventyrskikkelse på Fyn.Det var særligt mejeribruget han drev intenst, men Brændeskovgård blev også drevet som en mønstergård.Inden for mejeribruget var det særligt osteproduktionen han brændte for, og ikke blot på Brændeskov Mejeri, men efterhånden købte han flere mejerier på Fyn, Langeland, Lolland og det store Ly Mejeri ved Nakskov. Han fik oprettet Svendborg Mælkeforsyning, som hans børn i 1962 stadig var medejer af.Han var også med til at oprette Odense Kvægtorv, og var formand for Århus Dampmølle A/S. Desuden var Peder Rasmussen medlem af sognerådet i 18 år og havde adskillige tillidshverv indenfor sit fag og forretningslivet. I 1909 købte han sammen med sin bror godset Fredsholm på Lolland. Engang i 1880'erne kneb det med afsætningen på Mejeriet og lagrene hobedes op og indtægterne svigtede som følge heraf. Peder Rasmussen fik da støtte fra familien på Mors, og denne hjælp blev aldrig glemt. Mange år efter gengældte han hjælpen mangefold i form af lån og kaution, så det blev vist efterhånden få af familiens grene, som ikke på den ene eller anden vis havde fået støtte fra Brændeskovgård. Men det kan dog anføres, at han også var med til at sætte sine egne brødre i vej, og de forstod også at følge den. Fra bladenes referater skal nævnes fra Peder Rasmussens begravelsen: Ved båren holdt valgmenighedspræst Nørgård, Vejstrup en smuk mindetale, hvor han begyndte med at sige, at Peder Rasmussens død havde berørt mange mennesker fjern og nær, både store og små i samfundet, forretningsfolk, som andre, der ikke har spor med forretning at gøre. Nævnes, at han under arbejde med valgmenighedens historie, som et af de første navne mødte tjenestekarl Peder Rasmussen, Langkildegård, som havde givet sit bidrag. På den måde går hans navn stadig igen. Det kan ikke undre, at den afdøde blev fulgt til graven af såvel mænd af den fynske adel, som af arbejdere fra Brændeskov, og at der bl.a. af det væld af kranse, der fandtes, var mange signerede og heriblandt fra De danske mejerier og Tyendesparekassen for Svendborg Amt. . | Rasmussen, Peder (I448)
|
| 858 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70 samt mail fra Teddy Nielsen (Inger Lises mand) i 2004 Inger Katrine Jytte (kaldet Jytte) gift med Skomager Ejner Jørgensen, Otterup. Jytte passede Otterup frysehus i mange år. Parret har en sønnen Jens og datteren Inger Lise. | Møller, Inger Katrine Jytte Due (I1193)
|
| 859 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Møller, A. (I1196)
|
| 860 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70. Astrid Due tog Præliminæreksamen i 1924. Derefter Guvernante og selskabsdame i 3 år og derefter l år i huset i Frankrig. Gik derefter over i forretningslivet, som begyndte i A/S Ilka d. 1/2 1931. Tog tillige kontoruddannelse og fra 1943 direktrice i Schous fabrikkers parfumeafdeling. Fra 1950 ekspeditionsleder i Bomalin Kompagniet A/S. Har arbejdet med det danske Lottekorps og Det unge grænseværn og arbejdet for Danskheden i Sydslesvig, og efter krigen arbejdet for hjælp til børn i de krigsramte lande. | Due, Astrid (I1204)
|
| 861 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70. Inger Margrethe Due gift med Jørgen Møller. De overtog, som nævnt under Peder Rasmussen, først forpagtningen af Brændeskovgård og købte senere en anden gård og drev i 1961 Tommerup kro. Fik navnet Due i 1905 ( nye navnelov ) | Due, Inger Margrethe (I1190)
|
| 862 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70. Jørgen Møller gift med Inger Margrethe Due. De overtog, som nævnt under Peder Rasmussen, først forpagtningen af Brændeskovgård og købte senere en anden gård og drev i 1961 Tommerup kro. | Møller, Jørgen Andersen (I1191)
|
| 863 | Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70. Karen Due blev gift med Anker Bukhave fra Svendborg. Han var Overforvalter på Odense Kvægtorv. I dette ægteskab er der 3 børn: Anne Kirstine, Mette og Per | Due, Karen (I1198)
|
| 864 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70. Kirstine Pedersdatter Skovgård, gift den 15/1 1904 med Christian Hansen Due, søn af gdr. Jørgen Peder Hansen Due, og hustru Karen Mikkelsen, Køstrup Landet Sogn, Lolland. Navnet Due officielt fra 1905. Chr. Due lærte landvæsen i Marrebæk, Falster og på Rudbjerggård som Peder Rasmussen en tid var medejer af. Højskoleophold Nysted og Vejstrup og senere Ladelund. Forpagtede i ca. 1900 den idylliske Vormark Mølle i Hesselager sogn. Købte i 1905 Tved-gården ved Svendborg efter at være blevet gift i 1904. Snart efter forpagtede og senere købtes Lysbjerggård. I 1916 købtes tillige Østergård i Tved. Gårdene dreves tilsammen og for en del med frøavl. Endvidere haves stort svinehold med mange grisesøer. Som delvis foder modtog man dagrenovationer fra Svendborg. Det hele solgtes i 1918 hvorefter Due var tilsynsførende med flere ejendomme. Købte i 1920 den store Vejrupgård i Marslev ved Odense, men den måtte sælges i 1921. Forpagtede derefter Selsø pr. Skibby i Nordsjælland, fra 1922 - 27. Derefter var han i 5 år forpagter af en gård ved Langebæk, hvorefter Kirstine og Chr. Due var på Strandgården, hvor Chr. Due døde i 1940. Som flere andre, der var med i højkonjunkturerne, fik han lavkonjunkturen at føle i efterkrigsårene fra 1921. Da priserne faldt og bankerne krakkede fik ægteparret Due også dette at mærke efter købet af Vejrupgård. Kirstine overlevede sin mand i 12 år, men var ikke af dem, der i modgangstider tabte modet. Hun fortsatte en tid på Strandgården, men senere, da sønnen Peder Rasmussen Due købte Tvillumgård pr. Fårvang i Aarhus amt, overtog hun styrelsen af huset indtil han giftede sig, men boede på gården til sin død. Begravet i Vejstrup. . | Skovgård, Kirstine Pedersdatter (I447)
|
| 865 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 71. Peder Rasmussen Due, gift med Ina Solveig Schousbo i Gunderup skole, datter af lærer Anton Jørgensen og hustru Inge Karoline. Ina Solveig er uddannet folkeskolelærerinde og har afgangseksamen fra Aalborg Musikkonservatorium. Peter Rasmussen Due er uddannet ved landbruget og som soldat under 2. verdenskrig løjtnant. Solgte i 1961 den i 1946 erhvervede Tvillumgård. Har efter de sidste oplysninger købt en stor gård i Vestjylland (Ringkøbing amt) Viumgård pr. Ulfborg. Denne gård solgtes efter 5-6 års forløb. Han er som løjtnant ved militæret nu ved Hjemmeværnet og hans kone er lærerinde (1961). Der er tre børn i ægteskabet: Inger Kirstine, Marie Charlotte og Astrid Elisabeth | Due, Peder Rasmussen (I1212)
|
| 866 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 71. Petra Elisabeth Due (kaldt Peppe) tog Præliminæreksamen og blev uddannet fysioterapeut. Gift med læge Svend Trøst, Gråsten. Svens Trøst blev student fra Sorø Akademi 1926 og tog lægeeksamen i 1935. Turnus på forskellige sygehuse og hospitaler samt reservelæge i hæren 1939. Praksis i Gråsten fra oktober 1939. Formand for Dansk røde kors i Gråsten. I Petra og Svends ægteskab er der 5 børn: Jens Christian, Hans, Claus, Kirsten og Lars. | Due, Petra Elisabeth (I1205)
|
| 867 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 72. Else Marie Skovgård født i København. Else Marie blev uddannet som husholdningslærerinde og gift d. 11/10 1942 med læge Holger Steen Jensen Otterup født i Hesselager, søn af dyrlæge A. P. J. Hesselager, som fra 1916 drev praksis og var gårdejer i Sengeløse. Der er følgende 4 børn i Else Marie og Holgers ægteskab: Andreas, Jakob, Morten og Anna | Skovgård, Else Marie (I1221)
|
| 868 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Due, M. (I1217)
|
| 869 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 72. Her står at hun er født i 1893 d. 22/4, men i Folketællingen fra 1-2-1901 står der, at hun er født i 1883, d. 22/4. Så rettet fødselsåret til 1883. Anna Pedersdatter Skovgård blev gift d. 22/7 1916 med kommunelærer Magnus Andersen født i Frørup på Fyn. I 1905 og derefter havde hans forældre en lille landejendom ikke langt fra Brændeskovgård. Anna var meget musikalsk og sang udmærket. Den unge seminarieelev og lærer var ligeledes meget dygtig i sang og tog senere uddannelse deri og blev operasanger. Ægteskabet opløstes i 1921. Forældreretten blev tildelt moderen over de to børn, som også tog navnet Skovgård. Efter sin skilsmisse boede Anna i Svendborg. De sidste år sammen med søsteren Maria. Parrets 2 børn er Else Marie og Poul. | Skovgård, Anna Pedersdatter (I449)
|
| 870 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 73. Maria Pedersdatter Skovgård blev gift d. 22/7 1909 med læge Rudolf Theodor Becker født i Hillestolpe, Lolland, søn af gdr. J. N. Becker og Nancy Johanne Caroline Back. I ægteskabet var der ingen børn. Peder Rasmussen, Marias far, havde sædvanligt en sekretær og Regnskabsfører. Dette hverv påtog Maria sig i nogle år. Endvidere søgte hun uddannelse på anden måde bl.a. på Borups Højskole, i København. Derefter gik hun ind til sygeplejergerningen bl.a. på Svendborg Amtssygehus. Rudolf Becker tog lægeeksamen i 1905 og var derefter vikar og kandidat ved Københavns amtssygehus fra 1905 - 07 og derefter reservelæge ved det nævnte sygehus i Svendborg 1907 - 08. Var derefter skibslæge ved D.F.D.S. og Ø.K. ved et par rejser. Var derefter reservelæge ved Boserup Sanatorium i efteråret 1908 og i første halvdel af 1909 ved Øresundshospitalet og Frederiksberg Hospital. Fra juni 1909 praktiserende læge og jernbanelæge i Stenstrup. Han afhændende praksissen d. 1/7 1927, hvorefter parret flyttede til Svendborg, hvor de byggede eget hus på Viebæltet. Da Peder Rasmussen var syg, og efter hans død, gik Maria, der som nævnt havde været inde i faderens store virksomhed, sammen med sin mand ind i ledelsen og afviklede en stor del heraf. Som nævnt bevaredes interessen i Svendborgs Mælkeforsyning og tillige i Aarhus Dampmølle hvor Maria er i bestyrelsen (1961). Ikke mindst overtog Maria den hjælpsomme gren af virksomheden på Brændeskovgård, ligesom hun holdt familietådene knyttet. Rudolf Becker døde allerede d. 1.2-1940 i Svendborg. | Skovgård, Maria Pedersdatter (I450)
|
| 871 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Anna Bovbjerg Kjeldbjerg blev gift med Niels Mejlhede Sørensen. De boede først på Mårbjerggård, Skallerup på Mors fra 1919 til 1928. Derefter blev Niels Mejlhede inspektør for forsikringsselskabet "Hafnia" og flyttede til Hjørring. Modtaget fra Niels Mejlhede Jensen, ældste barnebarn til Anna: Anna Mejlhede, enke og mor til 9 børn, kom ikke til at lide finansiel nød, idet hendes mand naturligvis var vel forsikret. Der var enke- og børnepension og udbetaling af en pæn livsforsikringssum. Anna kunne have fået endnu et beløb fra Hafnia hvis en obduktion havde vist at ulykken skyldtes hjertestop af et svagt hjerte. Men denne obduktion af sin kære mand modsatte Anna sig. Hjemmet på Fredensvej 27, der var vant til fast styring fra deres far, og ingen styring af de mange børn fra en svag mor, gik nu i kaos. Efter et par måneder måtte skrøbelige Anna indlægges som ”sindssyg” i Viborg. Kirsten prøvede at klare hjemmets praktiske opgaver med vask, rengøring og madlavning – uden penge, da forsikringen først blev udbetalt måneder senere. Familien var vant til at leve af havens produkter. Nu manglede kartoflerne, men så fik de havens gulerødder hver dag i lang tid indtil situationen kogte over. Andreas som ældste søn betragtede sig ifølge traditionen som den nye styrende mand i familien og sad dermed på familiens penge. Bilen solgte han, - og brugte til sin egen læreruddannelse. Niels Mejlhede havde en storesøster Anna. Hun fik 8 børn, hvoraf de 4 var født totalt døve. Hvilken stor opgave. Hun overtog fødehjemmet, et husmandssted på Mors. Men med de mange døvstumme børn var familien nødt til at flytte til en gård ved Ringe på Fyn, for at komme til en døveskole. Da Fredensvej 27 går i kaos med Anna Mejlhedes sygdom og indlæggelse, flytter lille Bodil og Erik over til deres faster Anna på Fyn i lang tid. Da Anna en del måneder senere fik udbetalt hele livsforsikringssummen var der ingen banker i Hjørring der ville modtage de mange penge, på grund af en usædvanlig pengeseddelrigelighed i samfundet (efter krigen blev det klarlagt at tyskerne havde forlangt nationalbanken trykke milliarder af kroner til dækning af deres krigsmaskine i Danmark). Men her lykkedes det den ældste datter Astrid og hendes mand Regner at overtale deres sparekasse i Tårs til at modtage Annas penge. Overinspektør Niels Mejlhedes pludselige død, efterladende en enke med 9 børn, berørte mange dybt i Hafnia forsikringsselskabet i København og hele landet. I ca. 1970 får min mormor pludseligt et gavebeløb fra København. En ældre medarbejder i Hafnia hædres med retten til at tildele en person et gavebeløb. Han var så rystet ved dødsfaldet i 1942 at den gave og ære skulle Niels Mejlhedes efterladte enke have. Anna blev boende i sit elskede hus på Fredensvej 27 i Hjørring lige indtil sin død, kort før hun kunne være fyldt 91 år. | Kjeldbjerg, Anna Bovbjerg (I51)
|
| 872 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Ingvard Kjeldbjerg f. 17/12 1892, på Kjeldbjerggård. Død Højvang 27/5 1939, begravet fra Foldby Kirke. Gift med Karoline Lyngby f. 2/8 1901 i Højvang, Foldby sogn, Aarhus, datter af gdr. Jens Lyngby og hustru Maren (Jens Lyngby var trillingfødt). Karoline, også kaldt Nina blandt de nærmeste, var friskolelærerinde bl.a. i Fårtoft Friskole på Mors, hvor Ingvard lærte hende at kende. Ingvard var på højskole, bl.a. Askov, og landbrugsskole. Han var den eneste af brødrene, som gennemgik soldatertjenesten, men til gengæld også en lang tjeneste, over to år, idet han skulle have været udtaget til underofficer korporalsskolen, men blev fritaget mod i stedet at gå over til ambulancetjenesten, hvortil han fik forlænget tjenestetid med 3 mdr. Lige hjemkommet i juli 1904 blev han i august indkaldt til såkaldt sikringstjeneste på grund af optakten til Første Verdenskrig. Der måtte han ligge i ca. 1 år. Grunden, til at man ville have haft ham på korporalskole, var antagelig hans harmoniske legemsbygning og sikkerhed i øvelserne, hvilken han nok havde fra sin dygtighed og præcished som gymnast. Han var da også udtaget som deltager til det danske olympiadehold i Stockholm i 1912. Efter giftermålet boede parret først på en mindre landejendom i Frøslev på Mors, men overtog få år efter Karolines fødegård, kaldet ”Refshøjgård”, i Højvang. Udhusene var meget gamle, af bindingsværk, som parret efter at være nogenlunde konsolideret begyndte en opbygning af. Da indhentede ulykken Ingvard pinselørdag d. 27. maj 1939. Han blev kørt ned af en bil med øjeblikkelig død til følge. Fortalt af Bent Kjeldbjerg (søn af Ingvard Kjeldbjerg) til Slægtsfesten d. 9/6 2012: "Jeg kan tydelig huske den dag, min far blev kørt ned. Far var på cykel til byen. Landbetjenten kom til Refshøjgård og ville tale med min mor. Og landbetjenten havde min fars kasket i sin hånd for ligesom at gøre det "bevist", at det var min far, Ingvard Kjeldbjerg, der var blevet kørt ned og dræbt. Og betjenten havde spurgt mor, om hun ville med for at se sin mand, men at han ville tilråde hende at sige nej! Vi fik senere at vide, at manden, der havde ført bilen - det var en chauffør hos Falck og Zonen - han var ikke på arbejde på det tidspunkt, men han havde i sin egen bil været hos Købmanden og havde forsynet sig lidt rigeligt med "de våde varer". Ja - den dag glemmer vi aldrig, og når jeg den dag i dag kører forbi stedet, hvor far blev dræbt, går tankerne tilbage." Karoline, der derefter var alene med de 6 børn, var en stærk kvinde, og hun drev gården videre og fuldendte dens opbygning. Da alle hendes 6 børn var blevet voksne, var det Karoline, der sørgede for, at Højvang blev til et samlingspunkt for familien, både til fødselsdage og i julen. Karoline døde d. 5. august 1994. Hun blev 93 år. | Kjeldbjerg, Ingvard (I50)
|
| 873 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Mikkel blev gift med nabodatteren Maren Pedersen Ringgård. Maren var datter af naboen gdr. Peder Nielsen Ringgård og hustru Ane Kristensen Bovbjerg. Mikkel Kristen Jakobsen fik den gård på Kjeldbjerggårds jord (Lille Kjeldbjerg), som var skilt fra til hans faster. Om Mikkel vides, at han var en sparsommelig og driftig mand, der ikke kun drev sin gård, men som det berettes også handel. I begyndelsen særlig gæs og lam, som han drog til København og solgte. Små fif var jo heller ikke den gang ukendt, når det drejede sig om handel og ansås i øvrigt for lovlige, og Mikkel kunne også finde på at benytte sig heraf. Således var han engang i Nykøbing med gæs og solgte da en til boghandler Orth, som ved handelen sagde:! Nu er det vel ikke en gammel gås? Hertil svarede Mikkel nej og uden at lyve, for det var en gammel gase!! Senere handlede Mikkel i nogle år med korn, men i de sidste år nøjedes han med at passe gården. Mikkel var en flink og snaksom mand, som også gerne ville snakke med børn, men hans midler til at være indladende på, var ikke heldig valgt, og overfor mindre børn især lovlig robuste. F.eks. ville han lære drengene at synge plejl visen, dvs. at sætte en plejl om halsen og så klemme til indtil man sagde av eller på anden måde lydeligt gav til kende, at det begyndte at gøre ondt. En anden spøg var at søge at løfte børnene i ørene eller i håret. Men trods sin sparsommelighed kunne han også give en skilling eller om sommeren sende børnene om i stikkelsbærrene. Var det ikke i “Sæsonen”, havde Maren altid kage at byde på. Mikkel var politisk interesseret og hørte til den radikale gruppe indenfor venstre og kunne let blive uenig med sin svoger Kr. Ringgård som den gang var moderat venstre (senere ivrig tilhænger af det radikale venstre). Den yngre broder Poul Jakobsen sluttede sig til den i krisetiden i 1890eme opstående Agrarbevægelse og holdt det en tid udkommende Agrardagblad, og det var Mikkel en torn i øjet. Således ville hans døtre gerne låne bladet for at læse føljetonen. men lånet måtte hemmeligholdes for deres far, da han ikke ville se bladet inden for sine døre. Brødrene Mikkel og Poul, der blev naboer, kunne let få noget at blive uenige om, men heldigvis blev de lige så hurtigt gode venner igen. En aften kom Mikkel på en lille visit og da han gik, fortæller min mor, at far fulgte med ned gennem alleen og nede fra vejen kunne hun høre de blev højrøstede og skændtes. Da far kom tilbage spurgte mor ham, hvad de nu havde skændtes om. “Å, det var kun om en gammel sæk, som far havde fået kom i og nu ville Mikkel have sin sæk med hjem, men far kunne ikke finde den rigtige sæk med Mikkels mærke på. Det hjalp ikke da han blev tilbudt en anden og ligeså god sæk, det skulle være hans sæk. Det var også galt, hvis et lam stak over skellet, der bestod af en tjørnehæk, der fra syd til nord var plantet for at markere grænsen mellem de to ejendomme. Disse ømfindigheder hos Mikkel hørte sikkert en vis grad sammen med hans medfødte akkuratesse. Der var i disse gengivne karaktertræk betydelig forskel på Mikkel og Poul, hvilke egenskaber i nogen måde synes at kunne spores i slægten fra Klitgård og slægten fra Skjoldborg. Efter kvindemening var Mikkel slem til at snuse i bryggers og køkken (her må man dog tænke på hvad der er bemærket om faderen) og han kunne skælde svært ud over en ituslået kop. Heldigvis var det Marens natur at møde dette med et godmodigt smil. Mikkel blev ingen gammel mand, han fik læbekraft og blev opereret af en stedlig læge, men det var for sent. Senere søgte han lægehjælp i København, men blev sendt tilbage uden behandling og kom på Nykøbing sygehus. Kræften havde formentlig bredt sig til bughulen og han havde bugvattersot, hvorfor han blev tappet nogle gange inden han døde 63 år gammel. Maren overlevede sin mand i næsten 30 år, til hun døde 1934 nogle dage før sin 90 års fødselsdag. Hun var rask og rørig, indtil hun særlig det sidste par år sløvedes på hukommelsen. Hun boede, efter at have afstået gården til datteren Anne og hendes mand Rasmus Kristensen, i et lille hus, som hun byggede hvor vejen fra kommunevejen gik ind til gården. I reglen var en af de ugifte døtre hjemme hos hende. Mikkel og Maren er begravet på Ansgar kirkegård. | Jakobsen, Mikkel Kristen (I26)
|
| 874 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Tipoldemor til Ane Poulsdatter Nørgård. Fra Slægtsbogen side 19: Jørgen Jensens datter Margrethe Jørgensdatter, der var født i 1636 blev 3. påskedag 1666 gift med Christen Jørgensen Smed fra Sperring, hvor hans far var smed, hvorfor Chr. sikkert var kaldet smed og måske selv var smed. Parret fik en ret stor gård i Ås i fæste. Den hørte under Ørum, senere Højris på Mors hvor ejeren (Klingenberg) ejede begge gårde. Hvad forklarer, at storbondedatteren gifter sig under sin stand selv om en smed var lidt af en rangsperson i de dage. På den tid veg man sjælden uden om principper: Lige børn lege bedst. Selv om man intet bestemt ved om forholdet mellem de to ægtefæller kan det følgende nok give stof til visse antagelser. I begyndelsen af november samme år havde de en datter til dåben, hun blev kaldt Else. Den gode præst noterer i den anledning (på latin) 11 uger for tidligt. Men seks uger senere måtte han igen ty til latinen: ”3. søndag i advent fandt Chr. Jørgensen Smeds død for egen hånd sted i Sperring". Han boede som nævnt i Ås. Med Øvrighedens tilladelse — men uden klokkeklang og præst — hemmelig begravet ved nattetid på Skjoldborg kirkegård d. 22. december 1666. Hvad har drevet denne nygifte mand og fader og gårdfæster til selvmord? Har tanken om, at han med sin hustru på grund af ”den for tidlige fødsel” var hjemfalden til kirkens diciplin og den skam der måtte følge af at skulle stå "åbenbare til skrifte" som det hed, været ham uudholdelig? Eller har han fundet sig skuffet eller endog bedraget i sin ægteskabelige lykke? (Det ligger vel nær at tænke, at han har regnet ud, at han næppe kunde være far til datteren, og har måske Margrethe sagt ham denne sandhed. Hvad kan også have været grund til, at en pige fra en øjensynlig velhavende storbondehjem ikke blev gift før hun 30 år gammel, usædvanlig gammel for datiden, blev viet til Chr. Jørgensen Smed? Om end dette kun er gisninger, er det i hvert fald givet, at samtiden må have kendt forklarende og undskyldende omstændigheder ved hans gerning, ellers havde øvrigheden næppe givet lov til, at frænder og venner ved nattetid måtte smugle hans lig over kirkegårdsdiget og begrave ham i Indviet jord. Side 20: Margrethe forblev ugift i 3½ år, hvilket var usædvanligt for så ung en enke. I sommeren 1670 blev hun gift for 2. gang med Laust (Laurids) Nielsen f. 1635 - d.1678. Han var søn af Niels Laursen, fra Thorsted ca. 1600-1670 De fik flg. børn: Jens Laursen f. 1672, Poul Påske og Inge f. 1675 (tvillinger), Anna f. 1678. Jens Laursen blev gift med Maren Jensdatter og fik gården Rørkjær i Nr. Skjoldborg i fæste. De fik en datter som blev døbt Magrethe f. 1710. Magrethe Jørgensdatter blev gift 3. gang med Poul Nielsen som døde 1713. De fik et barn, som døde som lille. | Jørgensdatter, Margrethe (I295)
|
| 875 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Bjergby, Lars Lynggaard Pedersen var bror til Inger Kristine Pedersen (Pedersdatter), der blev gift med Jakob Mikkelsen. (Jakobs 1. kone). Lars fik tilskødet gården Klitgård, før faderen, Peder Mortensens, død. se side 23 under Else Jakobsen. Fra Slægtsbogen Ane Christensdatter(født på Søndergård) og hendes efterkommere forfattet af Jens Chr. Søndergaard og udgivet i 1949 fortæller: Kirsten Christensdatter var født på Østergård i Tøving d. 14/3-1822. Hun blev gift med gårdmand Lars Lynggaard. De ejede Burhøjgård i Bjergby. Lars Lynggaard var en kendt mand på Mors, han var i en årrække Amtsrådsmedlem, medstifter af Landbygningers Brandforsikring for Thisted Amt og et virksomt medlem af frimenigheden i Øster Jølby. Hans virksomhed har sat dybe spor i egnen. Kirsten var en sjælden god og virksom kone, i et gravskrift lignes hun i fromhed ved sin moder. Hun var ualmindelig god mod tjenestefolkene og andre arbejdere, som kom i den ret store gård, og meget gavmild mod sognets fattige. Nekrolog: I "Mors Dagblad" fra 14.-2.1898 findes følgende Artikel: LARS LYNGGAARD. Den 9. Februar døde en af Morslands Storbønder, Storbonde i bedste Forstand, Lars Lynggaard i Bjergby. Han opnåede en høj Alder, 84 år, og var en Pryd for sin Stand 1ige til sin Død. Lars Lynggaard fødtes i Klitgaard her på Mors den 23. Januar 1814, Faderen, Peder Mortensen, og Moderen, Karen Lynggaard, var begge fra Lødderup Sogn. I 1844 blev han gift med Kirsten Kristensen, Datter af Gårdejer Kristen Madsen og Hustru Ane Søndergaard i Bjergby. Han overtog sin Hustrus Fødegård - den han boede i til sin Død. Lars Lynggaards i Bjergby var et af de Hjem, hvor der var godt at være både for store og små. Kirsten Lynggaard var en stille og blid Hustru og Moder. Hun var af de stille i Landet, men hun havde en såre heldig Indflydelse på sine Omgivelser, grundet på sit rige og varmtfølende Hjerte og sin åbne Hånd. Hun havde sikkert bidraget sit til, at Lars Lynggaard altid var den hjælpsomme Mand, både med Råd og Dåd. Han hører til en Slægt, der sætter dybe Spor, og selv har han ved sin Færd efterladt sig Spor, der længe vil kendes. Mange er de, der vil savne Lars Lynggaard og mindes ham med Glæde og Taknemmelighed. Ikke få er de Tillidshverv, han har haft både i kommunal og andre Henseender. Han har således i en Række år været Sognefoged, Medlem af Sognerådet og i Tredserne var han Medlem af Amtsrådet. I sin Tid arbejdede han stærkt på at få tvungen Fattighjælp afskaffet i Bjergby Sogn, hvilket også så nogenlunde lykkedes en Del år, ved at man i Kommunen dyrkede fælles Jord til de fattiges Underholdning. Han tog virksom Del i Oprettelsen af Brandforsikringen for Bygninger i Thisted Amt, ligesom han også med Ihærdighed arbejdede for Oprettelsen af Brandforsikringen for særlige Ejendele på Mors og sad i mange år i Bestyrelsen for samme. Sin Gråd drev han mønsterværdigt i sine kraftige år. Han var en af de første på egnen, der gjorde Forsøg med Dræning, ligesom han også var en af de første, der gik over fra at sælge magre Stude og til selv at fede dem. Den kjønne Have og øvrige Træplantning vidner om, at han også havde Sans og Dygtighed i den Retning. Lediggang var Lars Lyngg1ard en Hader af. Var han ikke at finde ved andet Arbejde, var man altid sikker på at finde ham i Smedjen, hvor hans Nævenyttighed kom ham til gode, thi skønt han aldrig havde lært Smederiet, så kunne han dog for en stor Del istandsætte Gårdens Redskaber, og det blev han ved med så at sige til sin Død. Men trods sin Arbejdsiver havde han dog altid Tid til Samtale, især når det gjaldt nyttige Foretagender. Gammel og aflægs blev Lars Lynggaard ikke. "Gammel" ville han ikke være, og aflægs fik man aldrig Indtryk af, at han var. Man kunde således omtrent altid være sikker på at træffe ham ved større Folkemøder og ved kirkelige Møder og ret ofte om Søndagen i Kirken, og man kunne aldrig se på ham, at han var så gammel, som han var. Han var godt med i Tiden, både i den ene og den anden Retning. Da der for mange år siden blev Tale om at oprette en Højskole i Galtrup, var han en af de ivrigste til at fremme Iværksættelsen af denne Sag både med Mund og Hånd, og noget lignende gentog sig senere, da samme Skole skiftede Forstander. I det hele taget, hvor en god Sag trængte til at nyde Fremme, der var han med til at støtte. Han kunne ikke godt lade nogen trængende gå uhjulpen fra sig. Han havde sluttet sig til Frimenigheden i Øster Jølby og befandt sig såre vel der, thi han havde den Glæde at kunne samles med alle sine Børn der. Mange er de, der har kendt Lars Lynggaards Hjem - og mange er de, der er gået sorgbetyngede derind, men gået derfra med Følelsen af, at et kærligt Ord gør Hjertet så godt, og derfor blev der sagt, da Kirsten Lynggaard døde: Nu har vi tabt en fuldtro Ven, en højbåren ædel Danekvinde. Og nu 12 år efter vil der blive sagt: Nu tabte vi en trofast Støtte og Rådgiver, en Hædersmand og Danemand. Derfor vil ret mange forhåbentlig skønne og drage sig det til Indtægt og Eftertanke, at i dette Hjem har Bjørnsons Ord tilfulde være forstået og efterkommet, når han synger. Elsk din Næste du kristen Sjæl, træd ham ikke med jernskoet Hæl, ligger han end i Støvet. Alt, som lever, er underlagt Kærlighedens Genskabermagt, bliver den bare prøvet. Og derfor har Lars Lynggaard og hans elskelige Hustru kunnet efterlade sig saa skønne Minder, som de har. Ja, gid deres Minde maa leve længe og lysende iblandt os. Journalist Lars Vad. -------------------------------------------------------- Oplysningerne er ikke verificeret endnu - var det Burhøjgård eller Klitgård, eller var Lars Lynggaard ejer af begge gårde? Ifølge denne slægtsside på MyHeritage (der kræver log-in) så har han ejet Burhøjgaard i Bjergby : https://www.myheritage.dk/site-family-tree-225099771/winkler?familyTreeID=1&rootIndividualID=1510820 | Lynggaard Pedersen, Lars (I476)
|
| 876 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. 1.8.3.1 Per Kjeldberg Jakobsen ing. cand. polyt. F. 8/5 1922. Død 20/4 1956. Gift i 1947 med Inger Sabro, f. 26/4 1921. Parret fik to børn: Uffe og Dorthe. | Jacobsen, Per Kjeldberg (I277)
|
| 877 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Aksel Lynggård Pedersen f. 15/3 1923 gdr. ’’Kjærsminde” Sillerslev, Mors. Gift med Maren Markvorsen f. 9/4 1920, datter af Søren Overgård M. og hustru Martine. | Pedersen, Aksel Lynggaard (I435)
|
| 878 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Anna Lynggård f. 3/1 1922 og død 27/2 2007. Ugift. Boende i Ulstrup i 1962. Meddelt ikke Interesse. | Pedersen, Anna Lynggård (I440)
|
| 879 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Asger (tvilling til Ingrid) er som sine brødre landmand og blev gift med håndgerningslærerinde Inger Grethe Hansen f. 17/1 1930 på Sjælland, men kom i sit fag til Mors. Da de blev gift fik de jord fra Fårtoftgård og tilkøbte mere fra Kølviggård og byggede på toppen af bakken. | Bovbjerg, Asger (I103)
|
| 880 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Asger Kjeldberg Jakobsen f. 14/3 1887 død 1968. Asger var fra dreng meget musikinteresseret og tog undervisning i violinspil, hvilket var hans fremtidsdrøm, men da det ikke mindst den gang ansås for en meget usikker fremtid tog han lærereksamen fra Jelling i 1909. Bor i 1962 som pensionist i Roskilde. Gift i 1914 med Sigrid Israelsen, lærerinde. F. 9.7-1885 - død 25/7 1945. Asger søgte stilling som kommunelærer i København og dyrkede i de første år violinspil, men holdt så pludselig op med at røre violinen, formentlig p.gr. af skuffede forventning. I ægteskabet var der 2 børn: Per og Hanne | Jacobsen, Asger Kjeldberg (I261)
|
| 881 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Dagmar Lynggård f. 28/2 1895, død d. 6/6 1953. Gift med gdr. Marius Thomsen, f. 14/9 1894, død I 1962. Gården udstykket fra Burhøjgård. Her har desuden Kirstine og Poul Foged boet og derefter Andreas og Else Pedersen. | Lynggård, Dagmar (I254)
|
| 882 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Kjeldbjerg, Dagny (I96)
|
| 883 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Ellen Margrete Kjeldberg Jakobsen f. 18/3 1884. Uddannet lærerinde, fra Vordingborg seminarium i 1915. Gift i 1916 med Jens Laursen Emborg f. 22.12-1876, Organist, komponist, seminarielærer. Fra 1939-47 statens sanginspektør. . | Jacobsen, Ellen Margrethe Kjeldberg (I259)
|
| 884 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Gift med gdr. Andreas Pedersen, Bjergby. Bosatte sig senere i Århus. | Lynggaard, Else (I253)
|
| 885 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Helga Bovbjerg f. 20/7 1905 død 26/1 1970, gift med Niels Sandal f. 11/7 1897 død 13/3 1992, søn af gdr. i Bjergby Peder Sandal f. 15/4 1868 død 15/4 1938 og Mette Kusk f. 13.11-1873 død 4/2 1939. Niels Sandal overtog fødegården "Vendbjerggaard" i Bjergby i 1935 men han var allerede forpagter på gården, da han blev gift med Helga. Som hobby har de begge dyrket sang. Helga var i en årrække formand for Bjergby Husholdningsforening. Parret fik sammen 5 børn: Mette, Peder, Anders Christian, Arne og Hanne. | Bovbjerg, Helga (I97)
|
| 886 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Kjeldbjerg, H. (I111)
|
| 887 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sørensen, Inger (I236)
|
| 888 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Ingrid Bovbjerg (tvilling til Asger) f. 9/11 1914 gift med civilingeniør Arne Glæsel f. 14/7 1909 i København, søn af kommunelærer Glæsner. Parrets bekendtskab stiftedes, da Arne var på Mors for at lede bygningen af en udskibningsbro fra et molerværk(brud). Arne Glæsel ansat ved Københavns kommunes ingeniørkontor. Dyrker musik som hobby. Ingrid fik rystesyge og blev opereret, men blev ikke rask og døde i 1971. | Bovbjerg, Ingrid (I101)
|
| 889 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Pedersen, J.L. (I436)
|
| 890 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Jens Lynggård Pedersen. Gårdejer Agerø. f. 9/1 1921, gift med Erna Steffensen f. 30/6 1924 i Karby. Datter af sognefoged Albrecht Steffensen og hustru Sine | Pedersen, Jens Lynggård (I434)
|
| 891 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sørensen, J. (I233)
|
| 892 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Johannes Jakobsen f. 15/8 1915. gdr. Hanklitgård, Flade g.m. Sidsel Lynggård Bukh d. af gdr. Laurids Bukh og Marie, f. Lynggård d. af gdr. Peder Lynggård, f. 28/4 1890. I ægteskabet er der 5 børn. | Jakobsen, Johannes (I362)
|
| 893 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Johannes Lynggård Pedersen gdr. Bundgård, Junget i Salling, f. 6/5 1917. Gift med Marie Mark, f. 26/12 1917, datter af gdr. Jens Mark, Erslev, og hustru Kirsten. | Pedersen, Johannes Lynggaard (I438)
|
| 894 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Kirstine Lynggård f. d. ?, gift med Ejvind Katholm, gdr. Attrup pr. Ryomgård, f. 29/8 1925, søn af Konstantius Katholm og hustru Kirstine f. Hansen | Pedersen, Kirstine Lynggaard (I439)
|
| 895 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Kristen var søn af Lars Lynggaard i Bjergby, som det igen skal anføres,var bror til Jakob Mikkelsens første kone Inger Kirstine Pedersdatter (Lars og Inger Kristines far var Peder Mortensen Klitgård) Stine og Kristen Lynggaard boede først i en gård i Bjørndrup nær Nykøbing, men senere kom de hjem og overtog Kristens fødegård i Bjergby. Klitgårdslægten synes som karakter at have været påpasselige i deres pengesager og af et jævnt og bramfrit væsen, men måske nok i noget overdreven grad. Så det kan siges at de i nogen grad satte en ære i at optræde jævnt og bramfrit både i væsen og påklædning, så det nok med nogen ret har kunnet siges, at de var bondearistokratiske. I alle tilfælde kan det vist med rette siges, at hjemmelivet, hvor den prægedes af denne slægt, kunne betegnes som værende patriarkalsk. Hjemmet i Bjergby kan karakteriseres som konservativt, idet der holdtes på det overlevende og bestående, og det både angående slægten, gods og skikke. Kristen Lynggaard og Stine var dog blandt de førende i Øster Jølby Frimenighed og Friskolen, men holdt her også på det bestående. Når Friskolen havde Juletræ eller der hos Kr. Lynggaard var privat børnekomsammen, kunne han gå foran i leg og dans, og ofte tog han sin harmonika og spillede op. Men slig morskab måtte dog ikke gerne påbegynde inden Kr. Lynggaard selv gav bolden op. I hjemmet var husordenen underkastet husfaderens enevælde, og i sognet og Sognerådet må han nærmest betegnes som en slags sognekonge, men en stilfærdig af slagsen. Karlene måtte ikke gerne begynde på noget nyt arbejde uden at have spurgt husbond, og "gode råd” var ikke velsete. Således kom en dag i en regnfuld høst Avlskarlen ind til Kristen Lynggård og meldte: Nu er de begyndt at køre korn ind hos Jens Hansen. Kr. L. svarede: ”Nå er de det, ja du kan komme og sige til, hvis de begynder at hente af vores korn”. Slægtsfølelser gav sig også udslag på den måde, at vist ingen af familien gik uhjulpen fra Kristen Lynggård, hvis der trængtes til hjælp. Stine fødte sin mand 5 døtre men ingen sønner. I 1926 afstod Kr. Lynggård gården til sin svigersøn Peter Andreas Pedersen, som var gift med datteren Else. Stine og Kristen flyttede da sammen med deres datter Marie til Ø. Jølby, hvor de købte et stykke jord og byggede hus. Der lå en vis selverkendelse bag beslutningen om at flytte bort fra Bjergby, idet Kristen Lynggård indså, at det var bedst, at han ikke så på den daglige drift af gården, da det ikke var sikkert, at han stiltiende så på eventuelle forandringer. Stine døde i 1931, og Kr. Lynggård døde i 1936. Deres grav er på Frimenighedens Kirkegård i Ø. Jølby. Fra Slægtsbogen Ane Christensdatter(født på Søndergård) og hendes efterkommere forfattet af Jens Chr. Søndergaard og udgivet i 1949 fortæller: Kristen og Inger Kristine boede først i Bjørnrup, men overtog i 1895 "Burhøjgaard" i Bjergby. I 1924 flyttede de til Ø. Jølby. Kristen var i mange Aar Medlem af Menighedsraadet for Frimenigheden, ligesom hans mefødte gode Evner paa mange andre Felter blev taget i Brug i det offentliges Tjeneste. Han blev saaledes i en ret ung Alder valgt ind i Tødsø-Erslev Sogneraad og var i nogle Aar dets Forman. I Bjergby blev der ogsaa ret hurtigt overdraget ham forskellige Tillidsposter. Det varede ikke mange Aar inden han blev valgt ind i Sogneraadet, der straks valgte ham til Formand, hvilken Plads han udfyldte med stor Dygtighed. Han var ligeledes i en lang Aarrække Formand for Sognets Venstreforening nogle Gange Valgmand ved Landstingsvalgene, Bestyrelsesmedlem for Sognets Sparekasse o.m.a. . | Lynggaard, Kristen Larsen (I249)
|
| 896 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Kristian Lynggaard Pedersen var gårdejer i Solbjerg, gift med Karen Drejer f. 29/5 1915, datter af fhv. præstegårdsforpagter Søren Drejer og hustru Dorthea. | Pedersen, Kristian Lynggaard (I431)
|
| 897 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Laurids Lynggård Pedersen gdr. True pr. Brabrand. | Pedersen, Laurids Lynggaard (I437)
|
| 898 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Maren Jakobsen f. 13/1 1904 gift med Gregor Poulsen Gregersen f. 9/5 1897 i Nr. Alslev ved Varde og har en gård i Nr. Alslev v. Varde. De har i alt 5 børn | Jakobsen, Maren Sandal (I357)
|
| 899 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Organist, komponist, seminarielærer. Fra 1939-1947 statens sanginspektør | Emborg, Jens Laursøn (I446)
|
| 900 | Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962. Overtog Fårtoftgård ved faderens død. Jens Bovbjergs hobby var oldsager. | Bovbjerg, Jens (I99)
|
